34 / 137
Men så meget desto mere må oldermand Wiboe beundres. Han så,
hvilke store opgaver der lå foran ham i lauget, for at dette kunne bringes
i orden og skaffes myndighed og slagkraft. Han har formentlig også kunnet
indse, at gennemførelse af reformer måtte koste arbejde og kamp, så sandt
som tryk avler modtryk. Men da han første gang ses som aktiv deltager i
organisationsarbejdet inden for lauget, var han kun
33
år, fuld af livs
mod og energi, og fra dette øjeblik og indtil han segner i kampen,
73
år gammel, altså igennem
40
år, dukker hans navn op i laugets annaler
stedse hyppigere, indtil han som nævnt i
1920
vælges som oldermand,
thi fra denne dag og indtil hans død var han og han alene den absolut
bærende kraft og driv i værket.
Hans opfattelse af, at
l a u g e t
bør være en arbejdsgiver- og mesterorga
nisation, går som en rød ledetråd gennem hans henstillinger, forslag, taler
og artikler, men desuden forstår han vigtigheden af, at laugets medlem
mer, hvis indstilling så helt er præget af håndværket og dets sfære, må være
forretningsminded, besjælet af en god købmandsånd.
Hvis vi ganske kort rekapitulerer begivenhederne siden Wiboes ind
træden i
1902
- det er næppe forkert at betragte dette tidspunkt som en
milepæl i laugets historie - finder vi O. P. W iboe sammen med P. Th. Niel
sen og Hansen Wich som underskrivere af forslaget til laugsforsamlingen
den
2 1
. september
1905
om, at Urmagerforeningen af
7
. april
1875
sam
mensluttes med Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn. Han indvælges i det
1
o-mandsudvalg, der skal arbejde med fusionen, »den begivenhed i vor
stands historie, der bragte vore organisationsforhold i det rette leje«.
Sammenslutningen vedtages på en ekstraordinær laugsforsamling den
27
. november
1905
, og den
28
. december vælges ny bestyrelse med Wiboe
i nøglestillingen som sekretær.
Da nu urmagerne i København var organiseret i kun een organisation,
kunne man tage fat på forholdet til grossisterne og på kollegiale forhold.
Som nævnt var priskurantens gennemførelse - i flere tempi - en særdeles
påkrævet foranstaltning, og en sanering af grossisternes forhold til ur
magerne ikke mindre påtrængende.
Selvom det ikke siges direkte, tør man gå ud fra, at det var Wiboes
systematiske sans, der stod bag alt dette; mere dristigt end nogen anden
forenings politiske aktion var uden tvivl laugsbestyrelsens pression over
for de medlemmer, som beskæftigede uorganiserede medhjælpere, en
aktion, hvis effektivitet var endnu kraftigere, end hvis den havde været
iværksat af selve fagforeningen. Når Wiboes samarbejdspolitiske indstilling
overfor fagforbundet senere hen tages i betragtning, kan man vist gå ud
fra, at også den her omtalte aktion skyldtes Wiboe.
Så tidligt som i
1910
kan man også i tidsskriftet finde W iboe som
initiativtager til stiftelsen af et skandinavisk urmagerforbund.
Også i Centralforeningen var Wiboe sekretær, og her måtte han gen
tagne gange stå for skud; han blev - formentlig ikke uden grund -
32