12 / 134
havde taget til orde for, at man skulle samle et så stort antal
af hovedstadens fattiglemmer som muligt i en stor og almindelig
stiftelse. Byens borgere kunne på denne måde lettere kontrollere,
hvem det offentlige støttede, og at almissen virkelig blev rakt til
personer, der havde hjælp behov. Falsens forslag støttedes af et
andet fremtrædende medlem af fattigdirektionen, nemlig høj este
retsassessor Villum Berregaard, og det fandt ligeledes nådig til
slutning fra grev Bernstorff. Ikke alle var dog lige begejstrede
for denne ide, og navnlig rejstes der modstand fra Københavns
magistrat. Man frygtede nemlig, at det planlagte storbyggeri ville
beslaglægge en så væsentlig del af de i forvejen helt utilstrække
lige midler, der stod til rådighed for forsørgelsen af hovedsta
dens trængende medborgere, at det i sidste ende ville gå ud over
disse. Indvendingerne blev imidlertid fejet af bordet, og man
gik i gang med at realisere det storslåede projekt.
Inden vi går indenfor i den nye stiftelse i Amaliegade, vil det
være rimeligt ganske kort at præsentere det københavnske fat
tigvæsen, således som det var organiseret og virkede, da man
tog den store beslutning om en ny stiftelses opførelse.
Det københavnske fattigvæsen på 1700-tallet
Siden reformationen i 1536 havde forsørgelsen af samfundets
trængende medborgere været en statsopgave, men der er grund
til at tro, at den statslige fattigpleje hverken i effektivitet eller
omfang kunne måle sig med den katolske kirkes fattigforsør
gelse. Ved reformationens gennemførelse inddrog staten imidler
tid den katolske kirkes omfattende ejendomme og måtte ganske
naturligt hermed også overtage de opgaver indenfor skole- og
fatigvæsenet, som hidtil havde været kirkens.
I de følgende to århundreder hvilede fattigplejen udelukkende
på milde gaver, og forskellige steder - også i København - op
rettedes større og mindre stiftelser, hvor en del af de mest
hjælpeløse fattige, d. v. s. navnlig gamle og syge kunne optages
9