Previous Page  12 / 134 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 12 / 134 Next Page
Page Background

havde taget til orde for, at man skulle samle et så stort antal

af hovedstadens fattiglemmer som muligt i en stor og almindelig

stiftelse. Byens borgere kunne på denne måde lettere kontrollere,

hvem det offentlige støttede, og at almissen virkelig blev rakt til

personer, der havde hjælp behov. Falsens forslag støttedes af et

andet fremtrædende medlem af fattigdirektionen, nemlig høj este­

retsassessor Villum Berregaard, og det fandt ligeledes nådig til­

slutning fra grev Bernstorff. Ikke alle var dog lige begejstrede

for denne ide, og navnlig rejstes der modstand fra Københavns

magistrat. Man frygtede nemlig, at det planlagte storbyggeri ville

beslaglægge en så væsentlig del af de i forvejen helt utilstrække­

lige midler, der stod til rådighed for forsørgelsen af hovedsta­

dens trængende medborgere, at det i sidste ende ville gå ud over

disse. Indvendingerne blev imidlertid fejet af bordet, og man

gik i gang med at realisere det storslåede projekt.

Inden vi går indenfor i den nye stiftelse i Amaliegade, vil det

være rimeligt ganske kort at præsentere det københavnske fat­

tigvæsen, således som det var organiseret og virkede, da man

tog den store beslutning om en ny stiftelses opførelse.

Det københavnske fattigvæsen på 1700-tallet

Siden reformationen i 1536 havde forsørgelsen af samfundets

trængende medborgere været en statsopgave, men der er grund

til at tro, at den statslige fattigpleje hverken i effektivitet eller

omfang kunne måle sig med den katolske kirkes fattigforsør­

gelse. Ved reformationens gennemførelse inddrog staten imidler­

tid den katolske kirkes omfattende ejendomme og måtte ganske

naturligt hermed også overtage de opgaver indenfor skole- og

fatigvæsenet, som hidtil havde været kirkens.

I de følgende to århundreder hvilede fattigplejen udelukkende

på milde gaver, og forskellige steder - også i København - op ­

rettedes større og mindre stiftelser, hvor en del af de mest

hjælpeløse fattige, d. v. s. navnlig gamle og syge kunne optages

9