FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

fulde opgave at føre kontrol med, at fattigvæsenet fik de ind

tægter, som det i henhold til forordningen havde krav på.

Der er ingen tvivl om, at regeringen var klar over, at en bedre

fattigpleje forudsatte øgede indtægter for det offentlige fattig

væsen. Man fastslog derfor i forordningen den almindelige be

stemmelse, at alle borgere havde pligt til at yde deres bidrag til

fattigvæsenet. For personer med fast gage bestemtes fattigbidra

get til 1 % af den årlige indkomst. For alle andre borgere gjaldt

den bestemmelse, at de skulle tegne sig for et bestemt årligt

beløb, som fattigforstanderne derefter skulle opkræve. Endvi

dere indeholdt forordningen bestemmelser om, at der under visse

forudsætninger skulle erlægges et beløb til fattigvæsenet. Det

gjaldt ved køb og salg af fast ejendom, ved afholdte auktioner,

når købmænd og mæglere indgik handler, og når komedianter,

linedansere eller andre ønskede at give forestillinger eller op

visninger. Der fastsattes ingen bestemte takster, og det var så

ledes overladt den enkelte at bestemme beløbets størrelse. I år

hundredets løb udvidedes på forskellig måde denne forpligtelse

til at yde et bidrag, men man vovede endnu ikke at give nær

mere bestemmelser om beløbets størrelse. Visse normer har vel

efterhånden udviklet sig, men det siger sig selv, at mange søgte

at slippe så billigt som muligt fra deres forpligtelse. I de første

årtier efter forordningens gennemførelse indkom der forholdsvis

store beløb ad denne vej. Efterhånden som tiden gik, sank be

løbene. Dette havde til følge, at fattigvæsenet snart viste under

balance, og at man ved forskellige lejligheder måtte søge hjælp

hos staten. Fra tid til anden ydedes større og mindre beløb af

statskassen. Endvidere måtte man nu som før håbe på private

velgøreres forståelse, og sådanne var også at finde inden for de

københavnske storborgeres snævre kreds. Fra 1762 oppebar fat

tigvæsenet desuden 9.000 rdl. af byens grundtakst. Fattigvæsenets

svigtende økonomi gennem hele århundredet vanskeliggjorde

den kgl. direktions stilling og lagde sig desuden hindrende i vejen

for, at de mål, som forordningen af 1708 havde formuleret,

kunne opfyldes. Vanskelighederne øgedes desuden ved de to store

brandkatastrofer, som ramte hovedstaden i den her behand