FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

og nyde fuldt ophold. Resten af de trængende, hvad enten det

var voksne eller børn, var henvist til at skaffe sig det fornødne

til livets ophold ved tiggeri. Staten anerkendte forsåvidt tigge

riet som et lovligt erhverv, som man fastsatte visse bestemmel

ser for udstedelse af officielle tiggertegn m. m. Med årene blev

de omstrejfende tiggere noget af en landeplage, og omkring år

1700 var man klar over, at man måtte betræde nye veje. En fo r

udsætning herfor var imidlertid, at man etablerede en fastere

administration, og at man skaffede denne større økonomiske

midler at arbejde med.

24. sept. 1708 - midt under den store nordiske krig - under

skrev Frederik IV en forordning „Om Forhold med Betlere, fat

tige Børn, rette Almisselemmer og Løsgjængere i Kjøbenhavn

saa og om Almisse til deres Underholdning“ . Hovedformålene

med denne forordning var at befri hovedstaden for de omløbende

betleres plagerier, nærmere at fastsætte hvilke kategorier af

personer, som for fremtiden skulle anses for at være berettigede

til at oppebære offentlig fattigunderstøttelse, og endelig at frem

skaffe de fornødne økonomiske midler til en forsvarlig fattig

pleje. Med visse mindre ændringer var denne forordning gæ l

dende indtil 1799.

En væsentlig forudsætning for, at de skitserede mål kunne

nås, var etablering af en fastere administration. I spidsen for den

kommunale fattigpleje blev nu anbragt en kgl. direktion på 5

medlemmer, der assisteredes af 5 kommitterede. Under direktio

nen sorterede en særlig bogholder samt to fattigforstandere for

hvert af hovedstadens sogne samt en stodderfoged for hvert kvar

ter, hvis opgave skulle være at holde distriktet fri for betlere.

Tildeling af fattighjælp var afhængig af, om man havde opholdt

sig 3 år i hovedstaden, og det var overdraget direktionen i hvert

enkelt tilfælde at fastsætte understøttelsens art og størrelse.

Et meget vigtigt led i denne nye organisation var fattigfor

standerne. Deres hovedopgave var at skaffe sig et nøje kend

skab til de trængendes økonomiske og personlige forhold, så

ledes at direktionen kunne træffe de fornødne foranstaltninger.

Endvidere havde fattigforstanderne den ikke mindre betydnings