163 / 199
EN T U R PÂ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
omtalt i det forrige. Enhver vil kunne føje flere til. Ingen for
tjener at glemmes.
Martin A. Hansen mente, at mindesmærkerne herude næsten
brugte albuer mod hinanden for at blive lagt mærke til. Det går
hurtigt med at glemme.
»Saadan møder man en angst, rystet Individualisme paa Kirke
gaarden. Ikke Fred, men hektisk Paakaldelse af Erindringen. En
atomiseret Tidsalder har knust sig mod en Klippe, en Kendsger
ning, den ikke forstod, Døden. Nu ligger grimme Vragstumper
her paa Evighedens Strandbred. Almindelige Mennesker, der ikke
huskes trods Gravmæler. Ikke engang Penge hjælper. Men ser
man nøjere paa det tørre Ord »almindelig«, aabner det sin Skal
og viser sin Kerne: det enestaaende, det forunderlige, det person
lige. Ikke sært, man hører disse Skrig fra Stenene. Hver af dem
er rejst over en Verdensundergang.«235