161 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
mærket, at Ondskaben gjelder Dem.« Eventyret var da helt nyt.
Andersens trofaste ven, Edvard Collin, der livet igennem hjalp
ham med råd og dåd, læste korrektur på hans skrifter, forhandlede
med forlæggere og redaktører på vennens vegne og meget mere,
lod Andersen begrave i sit familiegravsted, hvor også han og hans
hustru senere blev begravet - en sidste vennetjeneste mod den
ensomme digter. Men adskillige år senere - i 19 14 - var Andersen
blevet så forskrækkelig berømt, at en del af hans mest energiske
beundrere pludselig fandt på, at det egentlig var for galt, digteren
skulle stå i taknemmelighedsgæld til sine gamle velyndere og ven
ner, der - vistnok - ikke havde sat tilstrækkelig pris på ham. Til
sidst blev det de efterlevende Collinere for broget, så de fjernede
den Collinske gravsten og anbragte den på Frederiksberg Kirke
gård, ved hvilken lejlighed Andersens monument, der oprindelig
stod til venstre på graven, flyttedes hen midtfor. Man mindes
slutningen på eventyret om »Skyggen«: »Det var et Bryllup! Kon
gedatteren og Skyggen gik ud paa Altanen for at lade sig se og faa
nok en Gang H u rra .
Den lærde Mand hørte ikke noget til alt
det, for ham havde de taget Livet af. - « Denne bitre satire over
de sande fortjenesters lod i verden, nemlig: evig forglemmelse,
får en pikant betydning ved netop denne grav. Den virker næsten
som en boomerang.230
Man har naturligvis også fundet monumentet for tarveligt, og
ved lejlighed blev der endda fremsat planer til et mausoleum, men
de blev heldigvis skrinlagt, så længe
det
nu varer. »Over disse
enkle Grave«, siger Martin A. Hansen i samme anledning, »er der
noget fint og ædelt, man ikke møder i et Mausolæum«.231
Allerede i Borgerrepræsentationens møde i december 1864, da
man drøftede anlæggelsen af en ny kirkegård til afløsning af Assi
stens, omtaltes det, at der kun måtte sælges jord herude på 100 år
Historiske M eddelelser
11
l6 l