Forskønnelsen

Virkning, hvilket det e r vo r faste

Overbevisning, a t m an kan . Exercer-

p ladsen e r siden Om lægningen i det

19. A arhund redes Begyndelse en

G rusflade; m en efter dens even tuelle

Ind lemm else i H aven e r det dog næ p

pe Meningen a t lade den forb live saa-

dan.

»Hovedstaden« giver os Ret i, a t

det p aagæ ldende P arti a f H aven er

»upassende forsøm t« , m en k an ikke

lide T anken om »flere g rønne Plæ

ner, som vi skal sp ad se re pæ n t uden

om.« Det e r nu p a a g rønne P læner,

som m an pæ n t skal lade væ re a t b e

træ d e , og im ellem hvilke Gangene

s n o r sig ud og ind, a t en P arks Skøn

hedsv irkn ing for en meget væ sentlig

Del be ro r, og vi fo re træ k k e r abso lu t

P læner, som m an s k a l gaa uden om,

frem fo r V andpy tter, som m an for

sine S tøvlers Skyld og fo r a t undgaa

Forkølelse gør k logest i frivilligt a t gaa

uden om. »Et sm uk t (?) g rusbelag t An

læg«, som »Hovedstaden« lægger et

godt O rd ind for, og som h u rtig t vilde

komm e til a t ligne det fo rh aand en -

væ rende , som den ene V andpy t lig

n e r den anden , k an vi ikke tæ nk e os

som en Forbedring . At vo r Paapegen

a f nogle gam le T ræ e rs daarlige Fo r

fatning og vo rt Ønske om a t fa a dem

fæ lde t og e r s ta tte t m ed nye, inden

E fte raa rs s to rm en væ lte r dem , vilde

vække Modsigelse, for ikke a t sige In

dignation, v a r vi fo rb e red t p aa . »Ho

vedstaden« tag e r tydelig t A fstand fra

Tanken o g ie n K ronik i »Berlingske Ti

dende« jam r e r H r. Jo n a th a n ligefrem

over den Vold, »Foreningen til H oved

stadens Forskønnelse« i Forening med

en eller anden H av e a rk itek t vil øve

im od Kongens H ave. Skønt h an ef

te r eget Sigende »ellers ikke h ø re r til

dem , der fa a r hyste riske Anfald, hve r

Gang d e r fæ ldes et T ræ h e r i Byen«,

k an h an dog se — i sin F an tasi —

»hvor en H av e a rk itek t vilde fryd e

sig, hvis h an fik Kongens H ave ud le

veret.« H an k an slet ikke tæ nk e sig

en skønsom og næ nsom F rem fæ rd ,

som kun h a r det M aal a t b e v a r e

det, som e r skøn t ved Rosenborg H a

ve, og a t f j e r n e det, som er blevet

m ind re skøn t, fordi det h a r ove rleve t

sig selv, sam t e rs ta tte det m ed nyt,

som m ed Tiden — re t s n a rt endd a —

k an bringe ny Skønhed . En re d ak tio

nel A rtikel i samm e Blad giver os i

a lt væ sen tlig t Medhold, den benæ g

te r ikke, a t K ava le rgangen h a r »et

u rege lmæ ssig t, lidet sta te lig t Præg,«

og selv om den ogsaa tag e r et stilfæ r

digt, men , som vi tro r, fo r vo rt Ved

komm ende u p a a k ræ v e t Forbeho ld

ove rfo r »Lysten til a t fæ lde T ræer« ,

an e rk e n d e r den dog, a t »det h e r re j

ste Spø rg sm aa l h a r ube tinget K rav

p a a O pmæ rksom hed« , og sam m en

fa tte r sine væ sentligst re fe re rend e Be

m æ rkn in g e r i den Sætning, a t det kun

e r p risvæ rd ig t, a t Spø rgsm aa le t er

re jst a f os.

Den F erslew ske Presse u d try k k e r

u fo rb eho ld en t sin Forbavselse over,

a t de paapegede M ang ler ikke e r ble

ven b em æ rk ed e og a fh ju lpn e fo r

længe siden og finder kun én F o rk la

ring deri, a t de fleste M ennesker, d e r

k om m e r i H aven , kun b en y tte r den

som Genvej og saa ledes næ pp e fa a r

Tid til a t b em æ rk e Manglerne. Man

k an — b em æ rk e r Niels P. i »Dagens

Nyheder« — ikke ven te, a t de Børn,

d e r leger i H aven , e ller de Folk, d er

sam les om Musik tribunen , »skulde

falde p aa a t klage ove r H avens Til

stand.« Nej — sk riv e r h an v idere —

» d e r t i l h a r v i » H o v e d s t a d e n s

F o r s k ø n n e l s e « , og h v ad B ladet el

lers sk riv e r om Sagen, k an vi b e trag

te som en næ sten ubetinget T ilslu t