40 / 248
- 31 -
Forhold angaar, thi Sanserne komme aldeles tilkort. Ikke desto
mindre tror jeg dog, at jeg meget lettere vilde have fundet mig til
rette i Diakonisselivet, hvis jeg var kommen først herhen. Den
Naturlighed, der er udbredt over det Hele og de allerfleste af Sø
strene, tiltaler, og det indlyser snart, at ogsaa de Indretninger, der
ere mindre tiltalende, ere nødvendige og som saadanne ogsaa gode
og anerkendelsesværdige. Den større Rørighed, her findes i Sam
menligning med det stillestaaende Væsen i det ellers saa kære Stras-
borg, berører mig velgørende; den kristelige Tugt bliver udøvet lige
saa vel; men ved Siden af det ydmygende Princip gaar en Frimo
dighed og Ligefremhed, som bidrager til at gøre den enkelte villig
til at bøje sig under det Aag, der ellers let bliver trykkende og
forknyttende." — „Videre kom jeg, under mit Ophold i Kaiserswerth,
ikke! min hele Sjæl, min Tid og mine Kræfter vare aldeles optagne
ved Livet der, jeg fik Lov at deltage i Arbejdet paa de forskellige
Stationer; kærest var Børneafdelingen og sværest var Kvindestationen
for mig. Det tillodes mig ogsaa at være tilstede ved den Undervis
ning, Søstrene modtage af Præsterne Disselhoff og Stricker og den
kære Fru Fliedner, som dog kun gennemgik den trykte Husorden
med dem, udviklende den dybere Betydning, Aarsag, Anledning og
Hensigt med de enkelte Bud og Forbud, bestandig støttende sig til
bestemte Steder af den hellige Skrift. Hver af disse Sammenkomster
aabnedes og sluttedes med Bøn og Sang. — Pastor Fliedner var
alt dengang meget svag, men vaagede dog med usvækket Iver over
det Hele og tog Del i mange Enkeltheder; uforglemmelige Samtaler
har jeg haft med denne sjældne Mand, kort og klart forstod han
at give praktiske Vink."
Saaledes slutter disse Optegnelser. Men det kan vi se heraf
og af mangfoldige Udtalelser, skriftlige og mundlige, at baade
For
beredelsen
med dens Undervisningstimer og Bønner og selve
Ind
vielsen
med dens højtidelige Handling, samlet i Præsternes Haands-
paalæggelse,
har haft overordenlig stor Betydning for Frk. Conring
ikke mindst som foregaaet i Diakonissesagens Grundlægningssted og
ved dens Grundlægger, eller som han helst vilde kalde sig: dens
Fornyer i vor Tids evangeliske Kirke. Hun lod ogsaa over Døren
i sin Stue male det Skriftord, hvormed hun hin 29. Marts var blevet
velsignet, det dybe alvorsfulde: „I ere døde, og eders Liv er skjult