DenDanskeDiakonissestiftelse

- 27 -

bør ses efter, førend det begynder, og tænkte sig, at vor Bryllups

dag skulde det træde i Værk, 26de Maj. Det vilde jo passe Dem

at besørge meget selv, og saa indretter hun det bestemte af Møbler

og Indbo, Frk. Zahrtmann*) giver, og det manglende tilføjes da

efter Deres Ankomst. Ligeledes Damer har jeg tænkt mig at vente

med, indtil det er i Gang - hvortil nu, inden vi er lidt videre?

Disse tre Herrer er ogsaa kun provisorisk og kun for at danne et

lille Støttepunkt. Lægen maa dog vindes

derude,

og en af Byen,

som kommer i Besøg. - Gud sende os kun Taalmodighed og Kraft

at stride

i Begyndelsen,

saa gaar det nok med hans Hjælp. Tænk

bare, hvad de Nonner vinder Terrain i den fremmede Bund. -

Børn mente jeg kun: syge i Pleje, ikke til Antagelse; dertil har jeg

mit Stift**), der gaar meget godt. Vender De hjem som Diako

nisse? Behøves det, at De bærer Dragten, inden De tiltræder

Værket? Jeg vil nødig trække Øjnene

først

paa det Ydre; forstaar

De mig?"

Frk. Conrings Brev den 6te Februar søger Trøst hos Prin

sessen i Anledning af to for hende bedrøvelige Efterretninger

hjemmefra, nemlig at der til Sognepræst i Frederiksberg Sogn var

beskikket en Mand, som hun slet ikke kan tænke sig som Anstaltens

Præst, og at der paatænkes optaget i dens Bestyrelse en Person,

om hvem hun ikke tror, „at han kan have de Gaver, som udfordres

ttl at fremme denne Sag, heller ikke er man vant til at se hans

Navn i Forbindelse med de Foretagender, der har Guds Riges Ud

bredelse til Øjemed."***) Derimod er hun glad over Stiftsprovst

Paullis Indtrædelse i Bestyrelsen - deri har hun dog „een Lyspunkt,

som Øjet

kan dvæle vedmed Velbehag." - Saa kommer hun til

et Punkt,

hun „altid harondt ved at berøre", ogsom hun derfor

fristedes til at komme frem med ad en Omvej, „men den Tillid,

jeg skylder Deres kongelige Højhed, bragte mig til at afstaa herfra

*) Frk. Vanda Z., gift med Grev Danneskjold-Samsøe.

**) Louisestiftelsen ved Sorø, som var blevet aabnet 3. Juli 1862.

***) Den sidste Udnævnelse blev afværget, vistnok ved hendes Ind

sigelse; den første takker vi

for, thi at Frederiksbergs Sognepræst havde

faaet Præstegerningen ved Diakonissestiftelsen som et lille Tillæg til sin

Embedsvirksomhed vilde paa Forhaand aldeles have forrykket Diakonisse

stiftelsens kirkelige Stilling og hindret dens fremtidige Udvikling.