OmkringKøbenhavnsKvægtorv

Byen kunde foraarsage Pestilens og anden Sygdom, som dér fast

mere end andensteds her udi Riget saa ofte regerede. Kongen paa

bød derfor, at al Slagtning skulde foregaa udenfor Byen paa et be

stemt Sted, som Magistraten havde at udpege. Det Slagtehus, Val-

kendorf lod opføre udenfor Vesterport, var delt i 14 Boder. Under

Krigen med Sverige afbrændte man i 1659 Byens »Forstæder«, og

det Valkendorf’ske Slagtehus menes at være gaaet op i Luer ved

denne Lejlighed. Dermed var der paany aabnet for Slagtninger

inde i Byen.

I 1776 blev det bestemt, at Slagtergaardene saa vidt muligt

skulde anlægges i Byens Udkanter, og fra samme Aar stammer en

Forordning om, hvorledes Slagtergaarde for Eftertiden skal ind

rettes i København. Disse Bestemmelser lyder omtrent saaledes:

Naar et Sted bliver af Magistraten agtet bekvemt til Slagteri og

Anvisning dertil af Stadsbygmesteren er givet, skal ved Indret

ningen iagttages, at Gaardsrummet ikke maa være mindre end 10

Alen bredt og ikke under 324 Kvadratalens Indhold, samt at det

bliver overalt forsvarligt brolagt og ordentlige Rendestene an

bragte ; at Gulvet i Slagtehuset lægges enten med Planker eller med

Mursten og har fornødent Fald til Gaarden; at Skarnkisten i denne

bliver muret 3 Alen dyb i Jorden, og at Udløbet fra Gaardens

Rendesten forsynes med en Jernrist, saa at intet Skarn kan ud

skylles i Gadens Rendesten, men al Slags Urenlighed og Affald

kastes i Skarnkisten.

Ved flere Lejligheder, f. Eks. i 1799, blev det Spørgsmaal rejst,

om disse Bestemmelser lod sig overføre paa Slagterierne paa Vester

bro. Det skete i alt Fald ikke. Fra 1799 har vi en Skildring af, hvor

ledes stinkende Blod fyldte Grøfterne, der kun havde »maadeligt

Afløb«, og lignende Tilstande omtales mange Gange senere. I 1814