228 / 293
man paa Fridagene og om Aftenerne søgte hen til, ikke blot naar
man var stemt poetisk og ønskede at sværme omkring, enten
alene eller med sin Skønjomfru om Livet, men ogsaa naar man
vilde slaa Gækken tilgavns løs og ønskede at lade Pengene rulle.
Det var saaledes ikke noget Tilfælde, at Morskabstheatret kom
til at ligge i Hjertet af Vesterbro midtvejs mellem Byen og Fre
deriksberg Have. Men det varede en Del Aar, inden den folke
kære Institution fandt sin endelige, notable Plads. Baade Mor
skabstheatret og den Kunst, for hvilket det her i Danmark skulde
blive det første virkelige Tempel, maatte gennemgaa deres regle
menterede Børnesygdomme, før de voksede op til fuld Manddoms
kraft. Langsomt og under mangehaande Fødselsveer kæmpede
den italienske Maskekomedie, Moderen til den danske Pantomime,
sig frem før den fik Borgerret herhjemme, og nødtvungent maatte
den skatte til Kunst af lavere Rang, til Ekvilibristik, Linedans,
Akrobatik og alskens Gøgl, for selv at faa Lov til at eksistere.
Og Morskabstheatret maatte først paatage sig to midlertidige,
fattige Skikkelser, før det kunde vise sig i den, der var det vær
dig. Men saa voksede det sig rigtignok ogsaa til Gengæld saa
fast i alle gode Københavneres Bevidsthed og Kærlighed, at det
indenfor sine beskedne Træmure saa Tilskuere af alle Follielag
— lige fra Kongehuset og Hoffet ned til den jævneste Daglejer.
Enhver véd, at Pantomimekunsten i Danmark er uadskilleligt
sammenvokset med Navnene Casorti og Price. Og idet vi i det
efterfølgende støtter os til Jacob Da vid sens Optegnelser om
„Det gamle Kongens København“ og navnlig til Dr. E iler Ny
strøm s ypperlige Værk „Offentlige Forlystelser i Frederik den
Sjettes Tid“, vil vi begynde med en Redegørelse for Casortis For
tjenester og hans Betydning som den, der lagde Grunden til det
Værk, paa hvilket Price’rne byggede videre.
Stamfaderen til Casorti’erne var P a squ a l C asorti, om hvem
vi for første Gang hører, da han fra Hamborg henvendte sig til
vort Ministeriums udenlandske Departement for at opnaa Konces
sion paa i nogle Sommermaaneder at fremvise sine ekvilibritiske
Kunster i København. Det blev ham allernaadigst afslaaet.
Næste Gang, vi hører fra Casorti, bruger han klogeligt nok en
Mellemmand, der paa tvende Italieneres — Pasqual Casorti og
Leonhardis —- Vegne ansøger om Tilladelse til i Kildetiden at
optræde i Jægersborg Dyrehave. Denne Ansøgning har paa en
Maade historisk Interesse, idet her Ordet „Pantomime“ anvendes
for første Gang i et saadant Dokument. Casorti angives at ville
„spille Komedie med Pantomime og Leonhardi at ville fremvise
en Tiger, en Løve samt en Hyæne og en Leopard.“
Paany havde Casorti Uheldet med sig, — Leonhardi fik Ja,
Casorti Nej. Men Ævret er ikke opgivet. Mellemmanden ansøger
nemlig nu for sin egen Mund om Bevilling til at maatte fremføre
„Lystspil i Dyrehaven“. Og det faar han, mærkeligt nok, Lov til.
Thi for en normal Hjerne er det ikke let at fatte, hvilken Grund
Byens vise Fædre har haft til at tillade, hvad de kort iforvejen
har nægtet, saa meget mere som de dog maa have kunnet regne
ud, at den sidste Ansøgning kun var et snildt Skalkeskjul.
Snart efter holder da et italiensk Selskab paa 22 Personer af
begge Køn sit Indtog i den gamle Dyrehave. Og Selskabet var
Pasqual Casorti’s. Ved samme Lejlighed dukker Navnet Price
for første Gang frem, idet James Price, der optraadte paa Dyre
havsbakken, gjorde Indsigelse mod denne højst uvelkomne Kon
kurrence. Klagen blev dog ikke taget til Følge. Det Casorti'ske
Selskab sad fast i Sadlen, og dets Direktør viste sig at ihukomme
Skriftens manende Paabud om, at vi bør forene Duens Fromhed
med Slangens Snildhed, da han, som en effektfuld Sortie paa sin
Virksomhed, kort før Kildetidens Slutning, arrangerede en Fore
stilling med et saa duefromt Formaal som at skaffe Gentofte
Hospital en god Indtægt. Den 3. Juli 1800 løb Forestillingen af
Stablen, en Datum, der for saa vidt ogsaa har historisk Betyd
ning, som Programmet bød paa Første-Opførelsen af „Harlekin
som Statue“, der siden blev en af Københavnernes mest yndede
Pantomimer.
Springet fra Dyrehavsbakkens højst primitive Scene til den kgl.
Skueplads paa Kongens Nytorv var i hine Tider ikke saa over
vældende stort, som det senere blev. Det var derfor ikke saa
frækt, som det maaske kan forekomme os, at Casorti snart efter
ansøgte den høje Theaterdirektion om Tilladelse til at faa over
ladt den kgl. Scene til nogle Forestillinger. Han fik ikke Til
ladelsen. Men det var i Virkeligheden ikke ret længe siden, at
Direktionen havde givet Taskenspillere og andre Udøvere af tvivl
som Kunstmageri Lov til at benytte Skuepladsen til deres Frem
visninger. Omtrent til Midten af det nittende Aarhundrede ser
vi Herrer og Damer, der tilhørte Kunstens lavere Overdrev, be
smitte vor nationale Scene med deres tarvelige Præstationer,
navnlig ved de saakaldte Sommerforestillinger udenfor de egent
lige Saisoner, naar de fornemste blandt Skuespillerne fik tilstaaet
en Aftens Indtægt, og det gjaldt om at trække det store, brede
Publikum til Huse. Man var da ikke altid kræsen i Valget af
Lokkemidler. Som et Eksempel blandt mange kan anføres det
Program, Theatret bød paa hin mindeværdige Sommeraften, da
Navnet paa den danske Scenes ædleste og fornemste Kunstner
stod paa Plakaten for første Gang: Ved M ich a el W ie h e ’s De
but som Kosinsky i Schillers „Røverne“ optraadte i Mellemak
terne en musikalsk Gøgler, hvis Præstationer aldrig burde have
haft Lov til at fremvises indenfor Voldene!
Casorti maatte lade sig nøje med Hoftheatrets Scene, paa hvil
ken ogsaa Price’rne kort før havde ageret. Den lod sig dog ikke
straks tage i Brug, da den ved en Kabinetsordre var bleven sat
ud af Funktion og desuden først maatte undergaa forskellige
Forandringer. Og snart efter ser vi Casorti'erne og Price’rne, der
fra Begyndelsen havde mødt hinanden som fjendtlige Konkurren
ter, arbejde endrægtigt sammen, idet de tillige ærligt bestræber
sig efter at højne deres Kunst, samtidig med at de Forhold, un
der hvilke den fremføres for Publikum, forbedres. Efterat Pri
ce’rne paa Hoftheatret fra den 25. April til 31. Maj 1801 havde
opført Pantomimerne „Harlekin Skelet“ og „Harlekin Troldmand“,
fulgte Casorti’erne efter samme Aar fra August 1801 til helt hen
i April 1802 med Opførelsen af en Mængde Pantomimer, og fra
November 1802 til April 1803 ser vi endelig, som ovenfor antydet,
Selskaberne Casorti og Price virke sammen i venskabeligt kunst
nerisk Fællesskab.
Før vi, ialfald foreløbig, forlader Familien Casorti, vil vi endnu
blot nævne enkelte af dens Medlemmer. Foruden omtalte Pas
qual Casorti, den værdige
pater familias,
træffe vi Sønnen Giu-
seppe Casorti, der var Truppens Bajads og senere dens fortræffe
lige Pjerrot, endvidere Johan Casorti, der skal have været en
udmærket Linedanser. Og i denne Forbindelse vil det kun være
rimeligt at fremhæve endnu et Kunstnernavn, fordi det første
Gang klinger i Danmark i nær Berøring med Casorti’ernes: An
ton io C e t ti’s. Cetti havde som Pasqual Casortis Landsmand
trolig hjulpet denne med de Vanskeligheder, der naturligvis var
forbunden med at indvie den nye Æra paa Hoftheatret; han var
i 1797 kommen til København fra Rostock for at fremvise op
tiske og fysiske Kunststykker i Dyrehaven og havde derefter
taget dansk Borgerskab og slaaet sig ned i Hjertet af København
som agtværdig Barometermager. Baade han, hans Søn og Sønne
søn har indskrevet deres Navne i dansk Theaterhistorie,
Efter Omtalen af det Casorti’ske vil vi nu gaa over til en
Redegørelse for det Price’ske Dynasti, der jo rigtignok staar vore
Hjerter adskilligt nærmere, fordi det har strakt sine kraftige og
skønt blomstrende Forgreninger gennem hele det svundne Aar
hundrede lige op til den nærmeste Nutid. Enkelte af dets Med
lemmer — særlig J u lie t t e og V ald em ar P rice —- har efter
ladt sig et uvisneligt Minde i vort Nationaltheaters Annaler ved
fremragende sceniske Evner, der yderligere fik Relief ved den
fornemme Noblesse, som betegnede baade deres kunstneriske og
menneskelige Færd.
Navnet Price tilhørte fra sin Oprindelse udelukkende det fa
rende Folk, men Slægten indtog bestandig sin egen Særstilling,
en Art Førerskab indenfor Artisternes brogede Hær.
Den første Price, der optræder i Danmark, hedder James. Han
fødtes i London for over halvandet Hundrede Aar siden og skal
ifølge Traditionen have været Søn af rige og velansete Borgere.
De hjemlige, altfor stillestaaende Forhold passede ham ikke.
Hans Hu stod til stærkere og interessantere Oplevelser, han læng
tes efter Eventyret og elskede den ubundne Frihed fremfor alt,
og han var den fødte Mester i dristige Legemsøvelser, i Gymna
stik og Ridning. Saa løb han da en skøn Dag bort fra Forældre
og Hjem, førte et omflakkende Liv og landede omsider i Køben
havn, hvor han syntes at have fundet sig vel tilpas, omendskøndt
hans Bestræbelser for at kunne vise sine mangehaande Færdig
heder offentligt ikke lige straks kronedes med Held.
Først i 1795 opnaar James Price at faa sin artistiske Debut her
i Landet — paa „Bakken“ i Jægersborg Dyrehave. Men endnu
er Fortrædelighederne ^kke forbi for ham. Han har ærligt og
220