213 / 426
1 9 8
Kommunitetet og Regentsen.
den ufeilbare Yei til Salighed« og skal endog ved Ud
nævnelsen af Kommunitets-Alumner ikke have holdt sig
fri for eensidig at vrage de Studerende, som ikke deelte
denne Overbeviisning1). I sit Forhold til Andre var han
ufordragelig og paastaaelig, og han holdt over alle Former
med et Pedanteri, der skaffede ham Tilnavnet »Vanskelig
hedernes Fader«
[■pater difficultatum ).
Men ugift og barn
løs, som han bestandig var, kastede han hele sin Iijær-
lighed paa Regentsen og Kommunitetet og talte, skrev og
handlede lige indtil sin Død for disse to Stifteisers Vel
med en Iver, Udholdenhed og Uegennyttighed uden Lige2).
Den Ordning, der allerede fra Kommunitetets ældste
Tider havde været vedtagen med Hensyn til Maaden, lnor-
paa Fakultetet udøvede sin Myndighed, lod Fundatsen
uforandret, saaledes at fremdeles hver enkelt af de theo-
logiske I rofessorer som I n s p e k t o r et Aar ad Gangen
besørgede de daglige Forretninger og det mere umiddel
bare Tilsyn. Inspektor skulde navnlig ligesom tidligere
føi e Kommunitetets Matrikul og mindst een Gang maanedlig
uanmeldt besøge Klosteret og Regentsens Kamre og Kirke.
Udnævnelsesretten skulde vel, som antydet, uforandret til
komme det samlede Fakultet; men ligesom der tillagdes
Provsten en Ret til at foreslaae Kandidater til ledige Pladser
saavel paa Kommunitetet som Regentsen — Noget, hvorom
0 »Man skulde høre mans Kollegier, sagde han, saa kunde man
nok selv hjælpe dem til Stipendier« (J. Møller Theol. Bihi. XII.
S. 13 Anrn.)
2) P. E. Müller charakteriserer ham træffende i følgende Linier:
»Pmsca fide, moribus severis, nihil sibi, pauMuvn aliis indulgens,
hujus instituti
(o: Regentsens)
acerrimus exstitit et moderator et
vindex
« (J. Møller Nyt theol. Bibi. f. 1824 S. 272). At han som
anført har ligget paa Regentsen, fremgaaer af hans egen Erkl. i
Nyerups Eft. omReg. S. 55, jfr. derimod Nvt theol. Rib! f 1823
S. 47.