316 / 426
Tredie Tidsrum. 1777—1818. IV.
301
Forfald i sig selv. Den udvidede vel Gjenstanden for Øvel
serne saaledes, at de i Virkeligheden kunde blive en frugt
bar Skole for Alumnerne saavel i de humanistiske Viden
skaber, der betinge den almindelige akademiske Dannelse,
som i de specielle Fagstudier, der skulde tjene dem hver
især som Forberedelse til deres senere Livsvirksomhed;
den indskrænkede fremdeles det forældede og latterlige
Disputationsvæsen inden fornuftige Grændser, og den ind
rømmede Modersmaalet en Plads ved Siden af det hidtil
enevældige latinske Sprog. Men den gav ikke Friheden
dens Ret, den gjorde Klosteret i det Væsentlige til en stor
artet Manuduktionsanstalt, der, naar der ikke skulde stilles
Fordringer til Bærerne af den hele Institution, Dekanerne,
som disse i Reglen ikke vilde kunne opfylde, efterhaanden
maatte forvandle Alumnerne fra Studenter til lektielærende
øg opremsende voxne Skoledrenge. Institutionen overle
vede derfor heller ikke længe den lid, da dens Opha\s-
mand fjernedes fra Magten. Allerede under de forhand
linger, der forberedte Universitets - Fundatsen af 1788, var
man paa det Rene med, at den hele Indretning var et
Feilgreb, og i Fundatsen selv stilledes en Reform af dem
udtrykkelig i Udsigt1). En saadan kom ogsaa paa Bane i
den i Aaret 1790 nedsatte Kommission for Universitetet
og det lærde Skolevæsen, og efterat Kommissionen fore
løbig havde udvirket en kongelig Befaling af 15 Juni 1
1
932),
ifølge hvilken Øvelserne skulde indskrænkes til de tvende
Dage om Ugen, Onsdag og Løverdag, offentliggjorde den
Grundtrækkene til de Reformer, den bl. A. ogsaa i denne
‘) Nyerups Univ.-Ann. S. 433, jfr. Fund. VI. § 2 Isi. 10.
2) Hos Fogtman.