S_Berlinglke_Tidende_Jubilæumsnumer

S. Jnnnax

BERTJJfGSKE T ID EN D E S J Ü B TLÆUMSIVUIICR

Rid«

se under faste Rubrikker som Hus-Post,

Pigekammer-Post, Frier-Post og Fabel -

Post, og derved vandt sig et trofast Publi

kum blandt Stadens Tjenestepiger og

Kældermænd, der skønnede paa let og

pirrende Underholdning.

Heller ikke Klavs Seidelins „Politiven

nen“ (fra 1798] kom den Berlingske T i

ter og Proklama — det var alt. Dertil en

politisk Tidende paa Tysk, lutter Efter

tryk, der ligesom Hovedavisen kom to

Gange om Ugen, men efter Nyerups Ud

sagn næsten ikke læstes af noget Men

neske.

At Berlings Aviser kunde holde sig oppe

beroede paa deres hævdvundne Stilling

og paa Retten til Forsendelse naed Ride

posten. I Provinsen havde de flest Hol

dere. Ogsaa dér var opstaaet nye Efter

retningsorganer, 1772 Fyns Stifttidende,

senere meget udbredt under Søren Hem-

pels Ledelse, og 1780 Iversens Fynske

KAMMERHERRE JOHAN CARL ERNST BERLING

sendtes rundt til en Kreds af Postmestre,

som atter i Afskrifter distribuerede dem

paa Landet og i Købstæderne. En meget

anset „Nouvelleskriver“ var den berygte

de Postembedsmand og Storbedrager Chr.

Erlund. Disse haandskrevne Aviser for

svandt ganske ved Berlings Virksomhed.

I Reglen var det solide og tilforladelige

Oplysninger, Posttidenden bragte, men

det kunde hænde, at ogsaa den løb rned

Limstangen. Der var navnlig en slem H i

storie om en levende Havfrue, fanget af

Harboøre-Fiskere i Jylland, som Bladet

hvade ladet sig binde paa Ærmet af en

pseudonym Spøgefugl, og som løb den

europæiske Presse rundt. Postrytteren

havde naturligvis et godt Øje til Konkur

renten, der saa øjensynlig havde Heldet

med sig, og saa den nøje paa Fingrene.

Snart efter kunde den bringe en Korre

spondance fra St. Petersborg, om den

„lettroende Nouvellist“ » som mån til at

begynde med havde skænket Tiltro, da

Efterretningen „kom fra et Land, hvorfra

man ikke førend nu paa en kort Tid —

nemlig efter at Berling havde begyndt at

udsende Aviser — er bleven bedragen med

falske Beretninger“ .

Naa — den Slags hænder ogsaa velun

derrettede Blade nu om Stunder, og Ber

lings Poststidender kunde taale Stødet.

Eneretten til at sende Aviserne med den

ridende Post, var en af Grundpillerne i

Berlings publicistiske Virksomhed. „Den

til Forsendelse med de kgl. Brevposter

privilegerede“ , som er bibeholdt paa Bla

dets Forside, er nu kun et Fortidsminde,

men har en Gang — og det gennem lange

Tider — været en Realitet af uvurderlig

Værd. Derpaa beroede Avisernes hurtige

og omfattende Udbredelse udenfor H jem 

stedet.

„Adresseavisen“ , der 1759 stiftedes af

den bekendte Agent Holck, havde paa et

noget senere Tidspunkt flere Abonnenter

i Hovedstaden, men til Gengæld havde

Berlings „Københavnske Tilender“ —

som Bladet kaldtes fra 1762 — et stort

Opland i Provinsen, hvor Adresseavisen

ikke naaede hen. Postrytteren opnaaede

heller aldrig denne ivrig eftertragtede For

ret, og den bestod dog indtil 1798. Den

sprængende Postrytter med det gjaldende

Horn, som Bladet ogsaa før Høpffners

Tid havde ført som Vignet, kom aldrig

retmæssig til at ride ud gennem Stadens

Porte. Undertiden lykkedes det at smugle

Bladet med — videre drev Postrytteren

det ikke.

Selv da der 1794 blev aabnet Aviserne

Adgang til at forsendes med Ageposten,

var dette kun en ringe Fordel mod Ber

lings Ret til at faa sine Aviser i selve Brev

gækkene.

Udviklingen i den ældre danske Presse

gkete i Ryk med lange Mellemrum, en

kort og stærk Opgangstid ledsaget af en

længere Stilstand. En jævnt skridende

Fremgang er ikke til at spore. Det laa i

Avisernes privilegerede Stilling. Naar en

ny Mand kom til, indtraadte Reformerne

pludselig, men enten døde han snart efter,

og Eneretten kom i Hænder paa Arvin

ger, der ikke havde det rette Greb, paa

Tingene, eller han faldt tilbage paa de

vundne Laurbær, tryg i sin urørlige Stil-

Ung.

Saaledes ogsaa med Berlings Tidender.

Stifteren levede netop saa længe, at han

fik indledet en Nytid i dansk Presse. 1750

døde han i sine bedste Virkeaar, og Bla

det blev Aarhundredet ud — og endda en

Stund til — staaende påa det Udviklings

trin, han havde ført det frem til. Der ind

traadte tilmed en kendelig Afslappelse i

Redaktionen, Tiden blev efterhaanden en

anden og Berlings gamle Avis sakkede

agterud.

Berling saVnede ikke Arvtagere, blot

manglede de hans journalistiske Sans.

Sønnerne var umyndige ved Faderens

Død, men tiltraadte efter et kort Inter

regnum Bladets Styre.

Brødrene Berling var dygtige og vind-

skibelige Mænd, der med Avisudgivelsen

forenede Bryggervirksomhed, og installe

rede Bedriften i den gamle Gaard i Pile

stræde. Men de slog sig til Ro med et godt

og rigeligt Udkomme, og tilførte ikke

Aviserne nye Impulser. Og af deres En 

ker, som stod for Styret indtil Aarhundre-

dets Udgang, var Fremskridt end mindre

at vente.

Det 18. Aarhundredes sidste Halvdel

trængte næppe heller stærkt til en For

nyelse. Hovedinteressen i Tiden laa paa

det litterære og dramatiske Omraade,

mindre paa det politiske, som Publikum

alligevel ingen Indflydelse havde paa, og

Efterretningerne udefra flød efterhaanden

af rigere Kilder end de politiske Aviser

kunde byde paa.

Stilstanden tiltrods beholdt Berlings

Avis og den lidt yngre Adresseavis stadig

den førende Plads i Dagspressen. Post

rytteren betød kun lidet, kom endda kun

een Gang om Maaneden.

„Københavns Aftenpost“ , der begyndte

at udkomme ved Hofrevolutionen 1772

under Redaktion af den moralpædagogi

ske Litterat Emanuel Balling, khnde ikke

gøre Berlings Avis noget Afbræk — den

var beregnet paa en anden Læsekreds.

Bladet var let og kvikt skrevet, fri for den

ældre Dagspresses tunge Adstadighed.

Det var „moralsk“ , hvilket vil sige, at det

tog Umoralen op til pædagogisk Drøftei-

dende paa tværs, skønt Bladets Udbredel

se stod i omvendt Forhold til dets Liden

hed. Alle læste det, først og fremmest

Landsfaderen, Sjette Frederik. Det bragte

Anker og Henstillinger om Forhold, hvis

bedre Indretning var af Interesse for A l

menheden, oftest Smaating, som man nu

vilde finde latterlige. At Bladet kunde be-

staa — det levede meget længe — og vin

de Indgang laa i, at det var et famlende

Udtryk for Tidens Psyke, den vaagnende

Borgeraand.

Disse nye Stjerner paa Dagspressens

Himmel fordunklede ikke Berlings Aviser,

der dog nu ikke mere lyste med egen

Glans som i Stifterens Tid. De udenland

ske Nyheder i den Københavnske Tiden

de var laant fra Hamborgaviserne, de in

denlandske, sparsomme nok, var kun et

Udpluk af andre Indenrigsaviser, nogle

Anmeldelser om Dødsfald og udkomne

Bøger, stundom et Ark med Avertissemen-

Avis. Men største Delen af Landet sav

nede endnu en lokal Presse, og Berlings

Aviser havde herude en grundfæstet og

betrygget Position.

Paa et højere Standpunkt stod de Lærde

Efterretninger — som de nu hed — og

som stadig var paa Familien Berlings

Hænder. De var mere i Kontakt med

Tidens æstetiske Rørelser. Et straalende,

altfor kortvarigt Forsøg som Rosenstand-

Goiskes Dramatiske Journal kolliderede

ikke med de gamle lærde Tidender, der

uanset de mange opdukkende litterære

og recenserende Tidsskrifter holdt sig

livskraftigt oppe.

III.

Men Clara! Hvorfor rødmer du ved Berlings

Avisf

Den er jo dog ellers anstændig.

ED Heibergs Vise er vi i Treaars-

krigerxs Aar, ved det 19. Aarhun

dredes Midte.

Tiderne har ændret sig,

Berlings gamle Avis er kommen op af

Bølgedalen og staar nu som en Klippe

midt i Brændingens Brus, dybt plantet i

Fortiden, men nyskabt og ung igen. Lidt

gammelklog og forsigtig, ganske vist.

Den er højst anstændig, Tegnet paa det

bestaaende, en Magt, der regulerer otg

holder igen.

Nedgangstiden har været lang, der er

skudt nye Organer op, som i formastelig

Ungdommelighed har været ved helt at

tage Luven fra det gamle privilegerede

Blad.

Det 18. Aarhundredes Idyl med

litterære Pennefejder og Teaterkrig er af

løst af stærke politiske Strømninger, det

syder og gærer i alle Folkeslag. Kampens

Bølger har gæret højt, Censur har efter

ladt hvide Blade rundt om i de nye Or

ganers Aargange, Pressedomme er kom 

met over Redaktørernes Hoveder.

„Dagen“ (1803— 43), der nys er gaaet

til Hvile, har sammen med „Køben

havnsposten“ (1827— 59) været den første

Stændertids førende Blade, i deres Spal

ter har man tidligst fornemmet de poli

tiske Luftningers Sus, „Fædrelandet“ ,

endnu ung og kampberedt, staar midt i

Striden, en bitter og uforsonlig Fjende

af det fra Fortiden nedarvede Organ.

Berlings Avis, som fra 1808 kaldtes

„Dansk Statstidende“ og 1833 fik sit nu

værende Navn, kom først sent med i Op

løbet. I Tyverne udkom det fire Gange

ugentlig, fra 1831 i Reglen daglig. Det

lille trespaltede Blad havde ved Slutnin

gen af Trediverne kun ca. 1500 Abon

nenter over hele Landet. Adresseavisen

havde mange Gange flere, men den havde

ogsaa 1825 faaet Hurtigpresse.

Kun disse to Blade havde Ret til at

modtage Avertissementer for Betaling.

Det var en Guldgrube for Adresseavisen,

der intet politisk Hverv havde at røgte,

for Berlingske Tidende et Middel til at

holde Livet oppe. Retten til de offentlige

Kundgørelser var endnu ikke det ind

bringende Aktiv, som det senere blev.

M. L . N athan son

i 1838 overtog

Redaktionen, var Trængselstiden omsider

til Ende. Det lille trykte Ark, fattigt af

Udseende som af Indhold, voksede hastig

under hans Hænder, baade i Størrelse og

Indhold, kom fra 1814 punktlig hver Dag,

1844 endog to Gange, Morgen og Aften;

dette, at et Blad kunde udsende to Numre

om Dagen, var en saa utænkelig Reform,

at den næsten tog Vejret fra Publikum.

Og naturligvis udvidedes Kredsen af

Abonnenter — i 1848 var Tallet op mod

5000, hvoraf Halvdelen i Provinsen.

Fortjenesten var dog ikke Nathansons

alene. Den unge Joh. Berling, den se

nere Kammerherre og Privatsekretær hos

Frederik VII., havde netop i disse Aar

tiltraadt Bladets Styre otg havde ved en

vidtskuende og omsigtsfuld Administra

tionsdygtighed bidraget stærkt til den

hurtige Opgang.

Men Bladets Ansigt udadtil var Na

thanson.

Han var allerede en gammel Mand, da

han kom til, ikke langt fra de tre Snes«,

otg han havde et omskifteligt Liv bag sig.

En Altonaer-Jødes Søn, der i Drenge-

aarene kom til København, tidlig modnet,

Medindehaver af et stort og rigt Handels

hus, Fallent, derpaa en flittig og kyndig

nationaløkonomisk Forfatter, hvis bind-

stærke Værker man endnu med Udbytte

tyer til. Og det til Trods fon at han ikke

i sin Ungdom havde tilegnet sig ordent

lige boglige Kundskaber.

Han var netop den rette Redaktør for

et Blad, der betragtedes som Regeringens

officielle Organ.

Han havde Ungdom

men bag sig, var en sat Mand, man kunde

stole paa. Aandrig eller vittig skulde han

ikke være — han skulde efterleve Bladets

(Fortsætte« Sid« 17.)