8 / 75
j a n u a r
:
a t
4 9
3 3 T A N U A R » 1 9 2 4 -
5
an
I
den Bevilling af 27. December 1748,
fra hvilken „Berlingske Tidende" har
sin
Herkomst, skrev
Hof-Bogtrykker
E rn st H ein rich Berlings
allernaadigste
Monark, Hans Majestæt Kong
F rederik
den F em te,
efter at have opfyldt sin aller
underdanigste tro Arveundersaats Bøn om
at maatte trykke og med Posten forsende
afdøde Cancelliraad Wielands Enkes Avi
ser, som følger:
„Dog skal han være tilforbunden, ei at
lade noget usømmelig! i saadanne Aviser
indflyde, men saaledes indrette dem, som
han det agter at forsvare."
Ordene var at forstaa efter Tiden. De
kom fra oven, og hvad var Avisen —
Bla
det
— i Danmark for 175 Aar siden?
Hvad
kunde
den være i et Samfund, der
følte sig lykkeligt ved at turde kline sine
Hytter i Læ af Enevældens Trone? Der
skulde gaa Menneskealdre, inden den
offentlige Mening følte sig stærk nok til
at tage Bladet fra Munden i Avisen. Men
lytter man til Sproget i den Leveregel,
som den kongelige Bevilling tilforbandt
Hof Bogtrykker Berlings Avis at følge,
har det Klang og Mening af en Tid, der
hviler roligt i sin Form, og hvis Forhold
mellem Monark og Undersaat, mellem
Autoritet og Disciplin udtrykker en for
Tiden almengyldig Samfundstilstand. Mon
arken byder, men han byder som en Fa
der, uden Skygge af Brutalitet, blot paa
Husordenens Vegne, ja, kunde man fri
stes til at sige, blot for en Ordens Skyld.
Thi der er den mest ubetingede Overens
stemmelse mellem Monarken og Under-
saatten om, at Berlings Avis skal være en
sømmelig Avis, indrettet saaledes som
Udgiveren
d et agter at forsvare
overfor
Statens og alle Borgeres Fader. Monarken
er det borgerlige Ansvars Udspring, men
Borgeren, som anerkender denne funda
mentale Forudsætning for sin Tilværelse,
føler den ikke som et forkuende Trælle
mærke; han er fri i Opfyldelsen af sit
Ansvar, han har
sin ,
ogsaa af Monarken
anerkendte Værdighed: hvad han agter
at forsvare, er det ogsaa hans borgerlige
Ret at gøre.
Det er denne Harmoni mellem Pligt og
Ret, der, idet den præger Sproget, giver
Ordene i Berlings Avisbevilling Rang af
en til alle Tider gyldig Grundlov for
Dagspressens Virksomhed — en Grund
lov, som Pressen aldrig kan være plig
tigere at opfylde, og hvis Opfyldelse al
drig kan være Pressen til større Ære, end
naar
Bladet
staar med alle Pressefri
hedens Rettigheder og med det fulde der
af flydende Ansvar overfor Samfundet.
Da er Bladets Leveregler ikke kapitel
fæstede i en Bevilling, og ingen anden
Magt end Pressens egen Samvittighed kan
sikre, at den skrives sømmeligt, og som
den det agter at forsvare,
*
H
UNDVEDE Aar efter Grundlæggelsen
af den Berlingske Avis faar Danmark
sin første frie Forfatning som Resultat af
en Udvikling, under hvilken de politiske
Frihedskrav atter og atter fandt deres
Brændpunkt i Principet om Pressens Fri
hed.
Det vilde være et historisk Falsum at
sige, at ,,Berlingske Tidende“ , medens
disse Brydninger stod paa, samlede den
folkelige Bevægelse omkring sin Stander.
Ved sit Privilegium som ved sine Udgive
res og Redaktørers Opfattelse af Bladets
særlige Formaal maatte det, naar en
Krise 1 Forholdet mellem Statsmyndig
heden og den borgerlige Opinion ind-
traadte, føle sig saavel bunden som for
pligtet til at vælge Statstjenesten.
„Berlingske Tidende" blev
S ta tstid en
den
i den danske Presse. Saa sent som
i 1832 skriver
C. N. David,
som den Gang
var Bladets Redaktør, at en Statstidende
„skal mægle mellem de forskjellige An
skuelser, som de andre Aviser fremsæt
te, og den skal lede Publikum til fra et
fædrelandsk Synspunkt at betragte de
Verdensbegivenheder, som enhver anden
Avis betragter fra et mere egoistisk, af
dets Udgiver valgt Standpunkt“.
De andre
Avisers
Virksomhed medfører efter Da
vids Opfattelse, at Publikum gives til Pris
f ° r ».Vildfarelser og halve Sandheder“ ,
medens det ,>maa være en Statstidendes
Opgave at lede Omdømmet, at gøre op
D A G E N S
B O G
r.
A f
H E L G E R O D E
il.
N
a a r Ø r n e n f ly g te r h j e m a d m e d sit B y tte
til fje r n e , s te jle T i n d e r , h v o r d e n b o r ,
d a t i n d e r H y r d e n u d e n f o r s in H y t t e
e n S m u l e F j e r o g U ld . D e t e r d e n s S p o r .
H v a d v e d v i o m d e T i n g , s o m a ltid fly g ter.
B e d s t k e n d e s K lo e n i d it e g e t A r.
Vi g a a r o g l e d e r e f t e r S p o r m e d L y g t e r .
L i d t F j e r o g U ld foi tæ l l e r , h v a d d e r v a r .
A a r v a a g e n M a n d s k a l s p e j d e s k a r p t o g ly tte .
D e n r a p p e F e n o p t e g n e a lt i O r d .
N a a r D a g e n s R o v fu g l f ly g te r m e d sit B y tte ,
s t a a r d e r lid t S o r t p a a H v id t, s o m D a g e n s S p o r .
F ø l g o g s a a N a t t e n , n a a r d e n m ø r k f o r b o r g e n
f l y g t e r f o r D a g e n , s o m d e n j a g e r f r e m .
F ø l g D ø g n e ts S p o r og s t a n d s føi s t v e d l m o r g e n
o g p r e s s a a p a a , til P o r t e n s l a a r p a a K l e m .
L i d t S o r t p a a H v i d t — a lt h v a d vi k u n d e s a n k e
a f F j e r o g U ld — s a a l e d e s b l e v d e r s t r i d t ,
S e o g s a a D a g e n s D a a d o g D a g e n s T a n k e .
E t G lim t af L y s e t s G la n s — i S o r t p a a H v i d t .
D e r d i r r e r T r a a d e . S e lv e R u m m e t ta le r .
A a r v a a g e n M a n d s t a a r p a a s in L y tte p o s t.
S e U h r e t s V is er g a a r , G u d s M ø lle m a l e r
o g B r ø d s k a l b a g e s n u til D a g e n s K o st.
I fire l a n g e A a r k o m V e r d e n s k r i g e n
( s o m d a g lig t B r ø d til K affe o g til T h e )
m e d J e r n , Ild, G iftg as. A lle B æ d s l e r s Stigen .
Vi v e d t i l f u l d e n u , h v a d d e r k a n s k e .
I S m a a t o g S t o r t u d f o r m e s D a g e n s B illed.
F e s t. P e s t, Lig, Leg, o g H u n g e r s n ø d e n s S k rig ,
F r u N o g e n s K jo le! - s æ l s o m t s a m m e n s t i l l e t ,
s o m d e t n u e r d e n g a le V e r d e n lig.
O g m e d s in P e n af G u ld u d p e g e r F a m a .
G rin e - o g G r a a d s u c c e s ( T a k l a k ! o g B u k )
i s a m m e N a t t e n s N u , h v o r Y o k o l i a m a
t e i e g r a f e r e r u d sit s i d s t e S u k .
III.
» K æ r l i g h e d s d r a m a i Goth e r s g a d e ! «
s k r e g e n H o r n b æ k d r e n g i v i l d e n S k y .
( F r e m m e d o r d g ø r s e l v e n V o k s e n k r y )
o g h a n s o lg te u d d e f r i s k e B la d e,
s o m u d b r e d t e N a t t e n s r ø d e R y .
G a m l e G o t h e r s g a d e b l e v s o m n y
m e l l e m M a r e h a l m o g B ø lg e b a d e .
»SI o r m e n h æ r g e r H o r n b æ k H a v n p a a n y ! «
r a a b t e S æ l g e r e n i G o t h e r s g a d e ,
o g vi s a a et H a v , s o m g r a a b l a a t B ly
( m e n s v i l æ s t e i d e f r i s k e B l a d e )
v æ l t e i n d i m o d e n H u s f a ^ a d e ,
m e l l e m T r a p p e r i d e n g a m l e By*
Slig u d v e k s l e r L a n d e t S o r g o g S k a d e ,
s o m d e l v e k s l e r G læ d e , K ra ft o g R y .
» K æ r l i g h e d s d r a m a i G o t h e r s g a d e ! «
» S t o r m e n h æ r g e r H o r n b æ k H a v n p a a n y ! »
» A l l e r s i d s t e N y t i D a g e n s B l a d e ! «
D e r h o l d e s T a l e r o g d e r t ø m m e s S k a a l e r
( o g g la d v a r d e n , s o m d r a k s in e g e n S k a a l.)
A k I V a n ita s ! Dit s t o r e M a r k e d s t r a a l e r ,
b e l y s t af t u s i n d S m e r t e r s F l a m m e b a a l .
E n S m u l e S o r t p a a H v i d t . H e r s e r I S p o r e t
a t d is s e T i d e r s l a n g e M a r e r i d t
af D a g e n s V a n e r , o g d e n s D a a d o g O r d e t ,
d e n s L y s o g M ø r k e — S e d e t S o r t p a a H v i d t .
T a g m o d d e n V e r d e n d a , s o m B la d e t f a v n e r .
D e n s S u m af S m a a t o g S t o r t o g v æ l g d i n Del.
D u f i n d e r h e le J o r d e n f u l d af A v n e r ,
m e n u n d e r f u l d t e r d o g G u d s M ø lle s Mel.
D e s o r t e T e g n i d i s s e h v i d e S p a l t e r
e r S k y g g e r s S k y g g e s p il, s o m k o m m e r , g a a r ,
o g d o g e t R i d s —s m a a A f t r y k - S t r i m l e r - P j a l t e r
al D a g e n s Bog, s o m h i s t i D y b e t s t a a r .
mærksom paa det ugrundede og vække
Mistillid til upaalidelige Efterretninger“ .
Gennem dette Program taler en af den
betrængte Statsmagts
In stitu tion er,
et
Blad, der befinder sig i et principielt, af
kollegiale Fornemmelser uplettet Modsæt
ningsforhold til
A viserne
i almindelig
Forstand. Men ikke desto mindre et helt
andet Blad end Hof-Bogtrykker Ernst
Heinrich Berlings, i hvilket man vel
kunde finde
A vertissem en s
om oprigtige
friske Lyneborger Negendegen, men for
gæves vilde søge en Linie om Statens
Anliggender.
Davids „Berlingske T i
dende“ er, ganske vist som Statsmagtens
Organ, traadt 'ind i Kampen om den of
fentlige Mening, og naar vi, næsten hun
drede Aar fremme i Tiden og Udviklin
gen, ser tilbage paa Bladets Bestræbelser
for at hævde fædrelandske Synspunkter
og lede Omdømmet, er det at stedes An
sigt til Ansigt med en Tradition, som
„Berlingske Tidende“ haaber og ønsker
at kunne være tro under alle Omskiftel
ser og paa saadan Maade, som Bladet det
agter at forsvare.
M
EN medens „Berlingske Tidende"
varetog sine statstjenstlige Opgaver,
antog Meningskampen om Statens rette
Styremaade, da det kortvarige Godvejr
under Forfatningen af 1849 var forbi, sta
dig bitrere Former.
De
fo rskjellig e An
skuelser
fyldte Landet med voldsomme
politiske Rystelser, som sandt at sige ikke
var „Berlingske Tidende“s Temperament
behagelige.
Da Bladet i 1899 fejrede sit halvandet
Hundrede Aars Jubilæum, citerede det
Davids Program for
S ta tstid end en
og
føjede til Citatet følgende Bemærkninger,
som ikke er uden et vist Vemod i Tone
faldet: „Der ligger i disse (Davids) Ord
en Antydning af det Program, som stedse
har foresvævet „Berlingske Tidende“ ; thi
det har paa sin linge Løbebane uophør
lig bestræbt sig for at bevare Ligevægten
og Upartiskheden, udbrede Oplysning og
Kundskab om Fædrelandets Anliggender
og støtte Regjeringens Grundsætninger
uden derfor at miskjende eller ringeagte,
hvad der rørte sig i T iden ."
Ja, men trods Bestræbelsernes Oprig
tighed og Uophørlighed lover Udsigterne
ikke godt. Kun
Regeringens Grundsæ t
ninger
frembyder endnu — endnu — et
nogenlunde fast Punkt med Tilknytning
til
S ta tstid end en s
Forudsætninger.
Og
naar „Berlingske Tidende" slaar Para
piyen op for at skærme Ligevægten og
Upartiskheden mod de forskjellige An
skuelsers Uvejr, saa pifter baade det unge
Demokrati og det gamle Højre i Fingrene
ad Tante Berlingske!
Saaledes træder Bladet over det nye
Aarhundredes Tærskel, og den første Be
givenhed, der møder det, er et politisk
Systemskifte, der ikke netop er egnet til
at bestyrke det i Troen paa Regerin
gens Grundsætninger.
Vi er her ved et Vendepunkt i „Ber
lingske Tidende“ s Tilværelse.
Det en
gang saa haandgribelige statstjenstlige
Program er blevet noget foresvævende.
Tidens Rørelser slaar sig ikke længere til
Taals med, at de ikke miskjendes eller
ringeagtes.
„Berlingske Tidende" staar
med en Fortid, som ikke kan fortsættes,
og foran en Fremtid, som skal erobres.
Men
und er
denne Usikkerhed havde
Bladet sin faste Grundvold. Tilliden til
dets redelige Principer gav det, skønt det
ofte var forsagt i Optræden, en sikkeT
Stilling indenfor Pressen.
Det var ikke
tomme Ord, at „Berlingske Tidende“
havde bestræbt sig for at yde det upar
tiske og ærligt prøvende i sin Omtale og
Vurdering af Problemerne, at indrette sig
saaledes, som Bladet det agtede at for
svare.
En Fortid klang ud i hint Suk ved Aar-
hundredskiftet. Men ikke tyve Aar efter
var „Berlingske Tidende" et Blad af det
tyvende Aarhundredes Type, bragt i
Form
af en modem « Journalistik og Teknik,
klar til at jage Døgnet i Flugten og til
at tage sin T øm i den Kappestrid» som
tvinger den moderne Dagspresse til at
optage i sig og assimilere sig med alle
Ytringer af Samfundets, af Samfundenes,
af Samfundsmylrets Vitalitet,
*
D
ET turde være hævet over al Tvivl,
kt det moderne Blad, som ikke net
op er bundet af en stedlig Opgave, og
hvis materielle Forudsætninger samtidig
maa søges indenfor Lokaliteten, har Be
tingelser. som maaske ingen anden Sam
fundsfaktor for at hæve sig til en Uaf
hængighed, der giver den offentlige Me
ning i dens Haand.
Spurgte man den offentlige Mening,
som er den eneste Magt, der
kan
give sig
tilkende med suveræn og alment aner
kendt Myndighed i et demokratisk Sam
fund, hvorledes Vilkaarene for Udfoldel
sen af en saadan Myndighed former sig,
vilde Svaret sandsynligvis falde meget
mistrøstigt ud.
Vor Tids gennem- eller
overorganiserede Samfund med dets Vild
nis af Interessegrupper og Partidannelser
har i mere end eet Tilfælde maattet se
sin
demokratiske
Selvbestemmelsesret
bukke under, fordi det ikke længere med
Retten forenede Evnen til at bestemme
sig. Man er i disse Tilfælde Vidne til en
Militarisering af Samfundsordenen, og det
viser sig, at de politiske Partier drager
Pressen, som de havde knyttet uløseligt
til sig, med i deres Fald. Naar
den
offent
lige Mening, i hvis Navn Bladene saa
gerne udtaler sig, i Virkeligheden mindre
paakaldes end usurperes, naar Befolknin
gen, som skal levere Meningen, aldrig ved
sig sikker paa, at denne ikke konfiskeres
i Partiøjemed eller til Fordel for andre
Særinteresser, saa kan det ikke undre, at
man istedetfor offentlig Mening faar o f
fentligt Virvar.
Større Klarhed vilde ganske vist op-
naas, hvis Bladene fuldstændigt og offi
cielt underordnedes Partierne, ejedes, ud
gaves, brugtes og misbrugtes af Partierne
uden nogen som helst Selvbestemmelses
ret* Man vilde da se den gamle Stats
tidende genopstaa som Partitidende, og
som bekendt har vi ogsaa her i Landet
en Presse af denne Type. Men det før
ste Blik vil overbevise om, at den gamle
Læderflaske er for god til at blive fyldt
med
d enn e n ye Vin,
og at den offentlige
Mening, for saa vidt den skulde blive sig
bevidst gennem Pressen, vilde være stil
let som en Hermann von Bremenfeld,
ikke mellem to, men blandt et halvt eller
et helt Dusin bestilte Advokater.
Den offentlige Mening, som dybest set
er et Demokratis Livsnerve og praktisk
taget det eneste Middel, hvorved en de
mokratisk Statsform i det lange Løb kan
hævde sig, har en selvstændig Presse be*
hov. Thi den offentlige Mening hver-,
ken opstaar eller vedligeholdes af sig
selv, mindst i et nutidigt Samfund, hvor
Livet leves impulsivt, spredt og glem-«
somt, og hvor Aarsager og Virkninger
filtrer sig næsten uigennemtrængeligt ind
i hverandre. Den offentlige Mening er
kun sin Idé og sin Mission værdig, naar
Folket gennem den udtrykker det bedstø
i sig selv, det sande, varige, det overbe
viste Ja, det utvetydige Nej. Den offent*
lige Mening er Moralen i Landet, men
derfor springer den heller ikke som
en Hund for et Stykke Sukker. Den vin-,
des kun ved ærlig og trofast Bejlen, og
tiest maa den vindes i Kamp. ,
Ingen vil vel bestride, at Pressen er
uundværlig for den Mand eller den Sag,
der skal have den offentlige Mening med
sig. Der gives ingen Kraft, der saa hur*
tigt og saa mangfoldigt som Pressen kan
meddele, oplyse, paavirke, samle de en
kelte til Masse. Det moderne Blad har
paa sin Maade omskrevet Antikens: In*
tet menneskeligt er mig fremmed! til eti
Ingen Læsers Interesser er mig ligegyl*
dige! Farerne ved et saadant Motto lig-,
ger lige for. Det kan forsimples til eti
Noget for enhver Smag! Og det kan gen*
nem føres paa en saadan Maale, at Bla*
dets Individualitet lider en ynkelig Kvæl*
ningsdød i Bladets Stof. Men overvinder
Bladet disse Farer, hævder det sig, med
sine Anskuelsers Betoning, som Samler
og Vejleder af den offentlige Mening, saa
bliver selve dets Formaals Mangfoldighed
og det Kræfternes Sammenspil, som de*
res Udførelse forudsætter, et Værn for
den offentlige Menings største Klenodie*
for Pressens Frihed.
Det hedder sig vel, at denne Frihed
alligevel maa bukke under, om ikke for
Partiet, saa for Kapitalen. Om Partiet er
der talt; et Blad, der af egen fri Villio
og Overbevisning støtter et politisk Parti*
vil aldrig sælge sin Frihed til Partiet. Og
hvad Kapitalen angaar: der skal andet
og mere til end Penge — ikke for at sætte
et Blad i Verden, men for at holde et
Blad i Live og gøre det til en levende
Kraft. Det vil ikke være muligt, hvor
saadanne Blade overfor sig har en tek*
nisk og administrativt, højt udviklet Pres*
se, hvis Ejere, Ledere og Medarbejdere
er sig bevidste, at et Blad skal dyrkes som
en Videnskab og tjenes som en Liden*
skab, og at de, hvis Hjerner og Hænder
skaber det, forbryder sig mod deres Kald*
dersom de ikke saaledes indretter Bladet,
som de det agter at forsvare.
Hvad er da Bladet inde fra Bladet set?
Det er en Samvittighedssag. Medens det
øser Døgnene i Tidens Danaidekar, saa
hurtigt som Rotationspressen kan slænge
dem fra sig, kredser dets ideelle Tilværelse
bestandig om det samme Ansvar.
Vi har intetsteds fundet dette Ansvar
simplere og fuldstændigere udtrykt end
i Hof-Bogtrykker Ernst Heinrich Ber
lings Bevilling.
Vi vover at haabe, at
„Berlingske Tidende“ paa sit Sted i Pres
sen vil holde den Leveregel, som det har
taget i Arv fra sin Grundlægger, i Hævd.
Vi bøjer os, uden at ville kaste uægte
Glans over „Berlingske Tidende“ s Fortid,
for det ærlige Arbejde, hvis Traditioner
rækker tilbage til den danske Presses før
ste Dage, forpligtende ogsaa os, der 1
Nuet og med Fremtiden for Øje samles
om „Berlingske Tidende" med den Op*
gave at bevare for vort Blad en anset Stil*
ling i den danske Presse, dets Læsekreds
og øvrige Forbindelser til Nytte, et besin
digt og fordrageligt Samfundsliv til
Fremme,