102 / 392
94
Indkvartering.
dem ind i et andet Herberg. Et Par Aar senere vægrede
Værterne sig ved at tage imod Guld i Betaling, hvilket var
den Møntsort, som Hofsinderne fik i Løn af Rentekamret;
men Kongen paabød Borgerne under Straf at tage mod de
Mønter, han selv ydede sine Folk. *)
Som vi har set, var der Mangel paa Stalde, og det
har formodenlig været besværligt for mange at have disse i
deres Gaarde. Da derfor Hofsinderne og Enspænderne i Vintren
1578— 79 var blevne forlagte til Jylland, lod mange Borgere
deres Stalde nedbryde eller tog dem til anden Brug, hvor
over Kongen blev meget vred. „Vi havde vel formodet os“ ,
skriver han, „af dem anden Villighed og ikke saadan
Uhøflighed for vor Skyld skulde være vederfaret.“ Han
paabød, at der med det første skulde bygges Staldrum til
1200 Heste, der i Fremtiden ikke maatte nedbrydes, „paa
det vore Hofjunkere og andre fremmede, naar nogen For
samling sker, kunde der l’edelig med deres Heste under
komme11. Aaret efter, 1580, kom en nærmere Bestemmelse
om Fordelingen af Staldrummet; alle Borgere og alle, som
bode i Borgerhuse, skulde være delagtige i denne Byrde, og
for hver 4 eller 5 Heste skulde desuden indrettes et Karle
kammer; hvis nogen ikke havde saadan Plads, hvad enten
han nylig havde bebyggét det forrige Staldrum eller der fra
tidligere' Tid ingen Rum var, skulde han enten nedrive sin
Bygning eller paa et andet Sted bygge saa mange Staldrum
med Kammer, som med rette tilkom ham. Kun Præster,
der bode i deres egne Gaarde, var fritagne, medens Magi
straten skulde sende Kongen en Fortegnelse over dem, der
var uvillige til at holde det Staldrum, der med rette tilkom
dem efter deres Ejendomme og Indkomst efter Byens gamle
Privilegier. Kongen vilde nemlig ikke altid høre den Und
skyldning, naar han kom til Staden med fremmede Herrer
eller sendte sine Hoftjenere i Borgeleje, at Manglen paa
K. D. IV 627— 28, 642—43.