Previous Page  101 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 101 / 392 Next Page
Page Background

Indkvartering.

93

Paa Slottet var der hverken Rum til Mennesker eller

Heste, naar et større end sædvanligt Antal Soldater, eller

fremmede Gæster kom hertil. Det var næppe nogen For­

pligtelse for Borgerne at tage imod saadanne Gæster, men

Omstændighederne gjorde det nødvendigt, skønt det var ikke

altid Borgerne var villige hertil; saaledes klagede Kongens

Hofsinder 1562 over, at skønt de havde tilbudt at betale

deres Værter ikke alene for hvad der fortæredes i deres

Huse, men endog for deres Værelser, saa vilde Borgerne

dog ikke give dem Herberg, og de fornemste af disse, der

dog skulde undervise de andre til Villighed, befandtes endog

mest uvillige;-derfor fik Magistraten kgl. Befaling om at skaffe

de nødvendige Herberger, og det saaledes, at de Hofsinder, der

skulde varetage Tjenesten paa Slottet, lagdes nærmest ved

Haanden. Kongen lovede derimod at paabyde enhver at

forholde sig tilbørligt i sit Herberg.1) Dette sidste var i

hine Tider vel fornødent, ti 1578 klagede Borgerne over, at

de og deres Hustruer og Folk tit og ofte uforskyldt blev

overfaldne af Hoftjenerne og deres Folk, som var indlagte

til Herberge, men paa. den anden Side tilkendegav Ritmester

Otto Uexkull, der havde Befaling over dem i Hofmarskalkens

Forfald, at Hoffolkene ikke kunde faa den Del, de behøvede,

og at de rige og formuende Borgere vægrede sig ved at

tage imod dem. Kongen bød da Kristoffer Valkendorf at

gøre den Forordning, at om nogen ikke var forsørget med

ustraffeligt Herberg efter sin Stand, skulde der skaffes saa-

dant tilveje, og ingen maatte vægre sig ved at modtage

Kongens Folk, hvor der var Lejlighed til dem, men Borgerne

skulde beflitte sig paa at bygge Stalde. Kom der i Frem­

tiden Klage over Hofsinderne, at de ikke tilfredsstillede deres

Værter, skulde deres Maanedssold holdes tilbage, indtil Hof-

marskalken havde undersøgt Sagen, og hvis Klagen havde

været berettiget, skulde Byfogden og Kongens Furér lægge

l) K. D. 574— 75.