101 / 392
Indkvartering.
93
Paa Slottet var der hverken Rum til Mennesker eller
Heste, naar et større end sædvanligt Antal Soldater, eller
fremmede Gæster kom hertil. Det var næppe nogen For
pligtelse for Borgerne at tage imod saadanne Gæster, men
Omstændighederne gjorde det nødvendigt, skønt det var ikke
altid Borgerne var villige hertil; saaledes klagede Kongens
Hofsinder 1562 over, at skønt de havde tilbudt at betale
deres Værter ikke alene for hvad der fortæredes i deres
Huse, men endog for deres Værelser, saa vilde Borgerne
dog ikke give dem Herberg, og de fornemste af disse, der
dog skulde undervise de andre til Villighed, befandtes endog
mest uvillige;-derfor fik Magistraten kgl. Befaling om at skaffe
de nødvendige Herberger, og det saaledes, at de Hofsinder, der
skulde varetage Tjenesten paa Slottet, lagdes nærmest ved
Haanden. Kongen lovede derimod at paabyde enhver at
forholde sig tilbørligt i sit Herberg.1) Dette sidste var i
hine Tider vel fornødent, ti 1578 klagede Borgerne over, at
de og deres Hustruer og Folk tit og ofte uforskyldt blev
overfaldne af Hoftjenerne og deres Folk, som var indlagte
til Herberge, men paa. den anden Side tilkendegav Ritmester
Otto Uexkull, der havde Befaling over dem i Hofmarskalkens
Forfald, at Hoffolkene ikke kunde faa den Del, de behøvede,
og at de rige og formuende Borgere vægrede sig ved at
tage imod dem. Kongen bød da Kristoffer Valkendorf at
gøre den Forordning, at om nogen ikke var forsørget med
ustraffeligt Herberg efter sin Stand, skulde der skaffes saa-
dant tilveje, og ingen maatte vægre sig ved at modtage
Kongens Folk, hvor der var Lejlighed til dem, men Borgerne
skulde beflitte sig paa at bygge Stalde. Kom der i Frem
tiden Klage over Hofsinderne, at de ikke tilfredsstillede deres
Værter, skulde deres Maanedssold holdes tilbage, indtil Hof-
marskalken havde undersøgt Sagen, og hvis Klagen havde
været berettiget, skulde Byfogden og Kongens Furér lægge
l) K. D. 574— 75.