141 / 392
Strid med Erik Vasbyrd.
133
Kendelse, at Peder Frandsen havde forset sig imod sin In-
strux, men at han skulde ikke tiltales for hvad hans Tjener
havde forbrudt, og denne skulde selv svare dertil. Med
Hensyn til Skødepengene, skulde Borgmestre og Raad nyde
dem, undtagen hvad de godvillig vilde give Byfogden.
Det kunde ogsaa hænde, at Magistraten kom i Konflikt
med private Folk; saaledes havde en ung Adelsmand, Er i k
Va s b y r d , ved Johan von Deventers Bryllup brugt ærerørige
Ord om Kjøbenhavns Magistrat, hvorfor denne lod ham
stævne for Herredagen. Det var imidlertid ikke nogen let
Sag at faa en saadan Stævning forebragt en Adelsmand;
2 Borgere blev tilvogns sendte afsted til Erik Vasbyrds Fader
Mads Eriksen paa Hovedgaarden Søgaard. Første Garg,
10. Marts 1595, kom de ind i Gaarden og traf der først
Eriks Broder Jost og en ung Karl, der kom fra Marken,
hver med en Bøsse paa Nakken; Jost sagde, at han havde
ikke hjemme paa Gaarden, men lovede at skaffe dem at
vide, om Erik Vasbyrd eller hans Fader var hjemme. Men
der kom ingen Besked. To Karle sagde, at kun Fruen var
hjemme, men da de bad dem om at spørge hende, om hun
vilde høre deres Stævning, svarede de, at de ikke turde
være deres Bud. Derpaa gik de ind i Laden og bad Tær
skerne om at høre paa Oplæsningen af Stævningen og være
Vidner, dog de vilde hverken høre den eller have dermed
at gøre, men viste dem fra Døren og truede dem med mange
onde Ord. Endelig henvendte de sig til de nærmeste Na
boer, men de turde ej heller væi’e Vidne, da Mads Eriksen
var deres Husbonde. Stævningsmændene gik da hen og læste
Stævningen op foran den aabne Port, og der gik Folk i
Gaarden, som hørte hvad der foregik. 13. Marts traf de
Porten lukket, og man drog Klinkebaandet ind, saa Laagen
ikke kunde lukkes op. De bankede da nogle Gange haardt
paa Porten, men ingen vilde svare paa deres Tiltale. Ved
Møllen traf de da Mads Eriksens egen Dreng, men han vilde
ikke give Svar paa, om hans Husbonde eller dennes Søn var