254 / 392
248
Byfogden.
kunde være, uden med Anklagerens Vilje og saaledes at
Kongen og Byen fik sin Rettighed. Han skulde holde en
klar og rigtig Tingbog, hvori alle Sager skulde klarlig ind
føres med al Omstændighed, saavidt som det gjordes Behov,
og den skulde han aarlig indlægge paa Raadhuset i Borg
mestrenes og Byens Forvaring. Skede der Manddrab, skulde
han gøre sig den størst mulige Flid for, at Manadraberen
kunde blive greben. Med Gaders og Stræders Renholdelse
skulde han have Tilsyn og skulde uden Eftergivelse straffe
dem, der ikke holdt Gaderne l’ene foran deres Døre. Efterdi
Kongen forfarede, at fast allevegne i Byen Gaderne og Sten
broerne var meget ujevne, saa der paa den ene Side var
højt, paa den anden lavt, somme Steder ogsaa en eller flere
Stene laa ovenpaa hinanden, saa man kun med stor Besværlighed
kunde færdes derover, undertiden endog Vogne blev sønder-
brudte, naar den ene mødte den anden og paa saadanne
ujevne Veje maatte vige for hinanden, skulde han tilsige og
tilkalde dem, hvem Gaderne tilhørte og for hvis Døre og
Fortov slig Brøst fandtes, at de inden en viss Tid lod Bro
lægningen forandre. Hvis saadan Brøst fandtes foran nogen
af Adelens Gaarde og Brolægningen ikke blev forbedret,
skulde han lade den bekoste paa Kongens og Byens Vegne
og beslaglægge af Huslejen af de paagældende Gaarde den
Sum, dette kostede, „paa det at jo endeligen her udi Byen
maa blive gode, jevne Gader og Stenbroer, saa menige Mand
kan uden saadan Besværlighed, som nu findes, fremkomme".
Han skulde end videre gøre Regnskab for Kronens Sagefald
og udi alle Maader være villig og flittig at lade sig bruge
i Kongens Bestilling i Byen, hvor han blev tilsagt.
Peder Andersens Instrux af 8. Juni 1597 var lige-
lydende med denne, men indeholdt tillige, at han ikke maatte
rekvirere Vogne eller befordre nogen dermed, uden dem, der
havde Pas fra Kongen, Hovmesteren eller fra andre, som havde
Befaling paa Kongens Vegne1).
')
K. D. II 423— 24, 437— 39, 493—95. III 85— 87.