Previous Page  255 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 255 / 392 Next Page
Page Background

Byfogden.

249

I Eske Jensens Instrux 31. Juli 1629 er der den For­

andring, at han skulde tilholde Under f ogden at have Tilsyn

med Gadernes Renholdelse, ligeledes indeholdes det samme i

Klavs Ravns Instrux af 22. Marts 1638, endogsaa ordret den

samme Beskrivelse af Gadernes ujevne Tilstand, som om der

i de 50 Aar aldeles ingen Forbedring var sket. I den sidste

findes dog tillige den Bestemmelse, at Underfogden skulde

være en skikkelig (duelig) Mand, som kunde være dygtig til

at dømme i de Sager, Byfogden skuide dømme i, naar han

var forhindret ved Svaghed eller af andre lovlige Tilfælde*).

1 et Brudstykke af en udateret Instrux2), der vistnok

er fra det 16de Aarh., forbydes det Byfogden at aftinge

Sager hjemme i sit Hus, men han skulde gøre dette hver

Mandag og Fredag, naar der var holdt Ting og Raadstue.

Han maatte ikke udgive Befalingssedler til Borgerskabet,

meget mindre understaa sig at beskikke Formyndere eller

gøre Mageskiftes Kontrakter, „bvorudover stor Urigtighed

kunde foraarsages, ti mange af Borgerskabet eller deres

efterladte Børn og Arvinger befindes udi saadant meget at

være skede for kort og bragte udi stor Misforstand, mens

det Borgmestre og Raad og den svorne Stadsskriver at’ ved­

komme, som af Arilds Tid har været, ti saadant ikke hos

Byfogden, som efterhaanden og afsættes, søges eller efter-

spørges, men hos Borgmestre og Raad paa Raadstuen, for­

uden hvis Vilje eller Videnskab intet præjudicerligt imod

Borgerskabet maa foretages, efterdi de (Borgerne) for Borg­

mestre og Raad paa Vore og Byens Vegne aflægge deres

borgerlige Ed og Forpligt“ . Meget minére maatte Byfogden i- t

understaa sig ulovlig at hæfte eller fængslig anholde nogen

Borger.

Naar Fremmede eller Udlændinge døde enten i Byen

eller Forstæderne, skulde Byfogden tilsige foruden sine egne

Folk ogsaa Raadets og Byens Kæmner samt den svorne

K. D. I I I 85— 87. 2) Resens Hdskr. Kbnh. Raadst. osv. S. 356— 57.