DenHandelsgeografiskeBetydningafKøbenhavnsBeliggenhed

De danske Farvande og Kyster og deres Besejling gennem Tiderne

menes at betyde den Strækning, man kom frem, mens eet Hold af

Mandskabet sad ved Aarerne; det svarer omtrent til en geografisk

Mil8). De danske Overleveringer om Sejladsen paa Store Bælt skulde

efter dette gaa tilbage til den Tid, da Skibene dreves frem ved Aarer.

— Forsaavidt maa ogsaa Farvandet her have været gunstigere for

Roskibe og Langskibe end for de første ufuldkomne Sejlskibe. — Men

Sejlskibene har altsaa ogsaa fra første Færd ikunnet færdes i Store

Bælt; — blot maa Sejladsen have været langsom paa Grund af de

stadige Kursændringer med tilhørende Ventetid for at faa den heldigst

mulige Vind. —

Langt mere begunstiget af Naturforholdene, og fra Sejlskibsperio

dens Begyndelse ogsaa af Handelsforholdene, har Farten gennem Øre

sund været. — Næsten efter en lige Linie ligger Kursen fra Skagens

Rev til Øresunds Munding. Selv om Kursangivelserne i „Seebuch" si

ger, at de to „Kenninger" fra Skagens Rev til Læsø (en Kenning =

ca. 22 km) er SØ. til

., den samme Vejlængde fra Læsø til Anholt

SØ. til S., de tre Kenninger fra Anholt til Kulien SSØ., fra Kulien til

Lappegrunden SØ. til

., og saaledes viser nogle Bøjninger9), er et

Blik paa Kortet tilstrækkeligt til at overtyde en om, at Strækningen

fra Skagen til Kulien, — ialt

Kvartmil, — hele Vejen har Retningen

SØ. til S. — De smaa Afvigelser, der kan have været Tale om, har

næppe engang generet den Tids Søfarende. Først fra Kulien til „Lap

pesande" maatte Kursen ændres til SØ. til

., for endelig fra Helsingør

gennem Drogden at maatte lægges mod Syd. — Med gunstig Vind

kunde hele Vejen fra’Skagen til Falsterbo eller omvendt tilbagelægges

i et Stræk. — Dertil kom, at Farvandet de fleste Steder dog var saa

bredt, at Skibene fik en vis Bevægefrihed, og hvor Sejlløbene, som i

det midterste Øresund var ret smalle Render, kunde Skibene uden

større Risiko vente paa god Vind. Stormene havde her ikke den Magt,

som de havde i Kattegat eller Nordsøen. —

Mens det i Ro- og Langskibenes Tid havde været de Kyststræk

ninger, hvor Bygderne naaede ud til Havet, der havde været de vig

tigste, — Fund fra Vikingetiden ved Hålsingborg viser dette for Lug-

gudekystens Vedkommende, — blev det i Sejlskibenes Tid fortrinsvis

de mere beskyttede Kyster, der — selv i et roligt Farvand som Øre

sund — blev søgt af de mange Skibe. -—

Blandt Sundets naturlige Havne var det i første Omgang Holl-

viken med Fotevik, der blev søgt som Ankerplads. Ikke blot kunde

Sejlskibene her finde en sikker Ankergrund; men Havnen laa paa et

Sted, hvor Skibene alligevel maatte vente paa gunstig Vind til fortsat

Sejlads, hvad enten den gik mod Nord eller mod Øst. — Og sidst,