51 / 136
De danske Farvande og Kyster og deres Besejling ¡gennem Tiderne
47
Hirtshals Fyr, Skagens Fyr, Fyrskibet ved Skagens Rev toner frem, og
Natten igennem dukker Fyrene op og svinder atter bag Horizonten.
Skibsfarten i Nutiden standser ikke om Natten, for Fyrene viser Vej.
Skibet nærmer sig Sundet. Den korte Vinterdag er kommet med Taage.
Forude hører man Taagesignaler; tre Stød i Minuttet om Bagbord, et
i Minuttet om Styrbord. Saa er Kursen den rigtige, man er snart pas
seret mellem Gilleleje Flak og S-vinbådan, der netop anvender de Sig
naler. Skibet sejler videre, Farten er mindsket, men det sejler; det
skulde helst naa ind til København inden Aften. To Stød i Minuttet, et
nyt Taagesignal forude; snart er man passeret øst om Lappegrunden.
Nye Taagesignaler fortæller, at vi sejler forbi Pynten ved Kronborg.
Slottet ses; men kun som en Skygge i den hvide Gus. Lidt senere brø
ler Sirenerne fra Hven. — Henad Aften letter Taagen, og man ser
Sjællands Kyst. Maskinen kommer igen i den vante Takt, den var næ
sten dysset i Søvn før, da Himlen svøbte sit graahvide Duntæppe om
os. Nu mærkes dens Pulsslag som en Sitren i hele Skibet. Man kunde
næsten tro, at Klokketønden ved Taarbæk Rev virkede som et kæm
pemæssigt Vækkeur. — Middelgrundens Lynfyr er allerede tændt og
sender ligesom søgende sin Lyskegle Horisonten rundt. — Den store
By tænder sin Festillumination paa de lavthængende Skyer, de røde
og grønne Havnefyr mørkner et Øjeblik, tændes længe, mørkner igen,
de er de strunke smaa Skildvagter ved Indsejlingen til Havnen; højst
kan de tillade sig at glippe lidt med Øjnene; men det gør de flittigt.
Trekroners hvide Fyr har allerede længe budt os „Velkommen" til
København18) .