163 / 480
Inden vi slutter denne Oversigt over Finsens Indsats, er det rimeligt at præ
cisere Behandlingens Effektivitet, saaledes som Finsen selv bedømte den, nem
lig at man ved den var i Stand til at helbrede et Flertal af Lupustilfælde, og
som Regel med et fortrinligt kosmetisk Resultat. V i ser endnu stadig disse
Patienter fra Finsens T id : Patienter, som har holdt sig symptomfri i over
fyrretyve Aar, de fleste med smukke, glatte Ar. Men Finsen havde ogsaa Øjet
aabent for Behandlingens Ulemper. Den var først og fremmest meget tids
røvende. De Pletter, som kunde behandles, var kun ca. 2 cm i Diameter, og hver
Behandling tog ca. 2V2 Time. Man kan forstaa, at Gennembehandlingen a f et
større Lupustilfælde maatte tage meget lang Tid, ja, i adskillige Tilfælde, ved
meget store Udbrud, blev den uigennemførlig. Som Følge af Behandlingens
Langvarighed blev den ogsaa meget kostbar, ikke mindst fordi Behandlingen af
hver enkelt Patient krævede den stadige Overvaagen a f en Assistent. I U d
landet, f. Eks. i Wien, hvor der findes et Lupushospital, der er endnu større end
Finseninstitutet i København, har man søgt at bøde herpaa ved en mekanisk
Opstilling, idet Trykapparaterne spændes fast paa Patienterne med elastiske
Baand. E fter vor E rfaring kan dette dog ikke sikre et helt tilfredsstillende
Resultat. I W ien erstatter man ogsaa i vid Udstrækning skolede Sygeplejersker
med Lupuspatienter, saaledes at den ene Patient overvaager den andens Be
handling. Heller ikke dette er tilfredsstillende.
Finsen selv var klar over disse Ulemper, og der er ingen Tvivl 0111, at det
er Behandlingens Besværlighed og Kostbarhed, som i Aarenes Løb har bevir
ket, at Finsenbehandlingen, efter de første Aars Begejstring, ikke har vundet
den Udbredning, som den fortjener, men tværtimod er blevet opgivet adskillige
Steder, hvor den havde vundet Indpas.
Det er da ogsaa paa disse Punkter, der i de sidste tyve Aar har været gjort
en Indsats paa Finseninstitutet, mens man, hvad det principielle angaar, fuldt
ud har kunnet følge de Retningslinier, som fra første Færd har været angivet
af Niels Finsen. Man kan her citere nogle af de sidste Linier, som Finsen
skriver om sin Lupusbehandling: »Forbedringen af Lyset vil bestaa i at skaffe
Lys, der er saa rigt som muligt paa kemiske Straaler og saa fattigt som muligt
paa Varmestraaler.«
Det første Forsøg paa at realisere Finsens Idé 0111 Forbedring a f Lysets
biologiske Kvalitet ved Lupusbehandling, skyldes
H. Haxthausen.
Han fo r
synede Finsenlampen med Blauuviolglas, et blaat koboltholdigt Uviolglas, som
fremstilledes af Schott & Genossen, og som tidligere har været anvendt i
Kromayerlampen. Dette Glas lader praktisk talt alt ultraviolet Lys passere med
Undtagelse af det allermest kortbølgede, som er værdiløst for Finsenbehandlin
gen, fordi det absorberes allerede i Epidermis. Derimod absorberer det næsten
alt grønt, gult og en Del af det mest kortbølgede røde Lys, hvorimod Lys med
1 1
*
163