179 / 480
end i,2 mm. En let afsvækkende Virkning kunde undertiden opnaas endnu
gennem 3 mm Hud. Han fastslog endvidere, at de blaaviolette Straaler ikke var
i Stand til at medføre Bakteriedrabet, skønt de penetrerer bedre end de intra-
ultraviolette. Drab af Bakterier bag den nævnte Hudtykkelse paa 1,5 (1,2) mm
maa skyldes disse. Endvidere slutter Jansen af sine Forsøg med disse sidste
Straaler, at de næppe kan penetrere dybere ned i Huden end her angivet.
Disse Forsøg fortsatte Jansen senere med Hensyn til Virkningen paa Tuber-
celbaciller og fandt der, at Virkningen paa disse mere resistente Bakterier var
endnu mere begrænset.
Jansen brugte forskellige Fremgangsmaader. De mest paalidelige Resultater
opnaaede han ved at belyse tuberkuløst Kirtelvæv, som var skaaret i Skiver a f
forskellige Tykkelse. Det viste sig, at selv efter to Timers Bestraaling kunde
man stadig faa de indeholdte Tubercelbaciller til at vokse, saaledes at der i
f. Eks. 0.3 mm’s Dybde kunde opnaas en Hæmning af Væksten, ikke et Drab.
1 en Dybde af 0,15 mm dræbtes Bakterierne helt.
Jansen drager den meget vigtige Slutning, at man ikke kan tilskrive Vævs-
sterilisationen nogen nævneværdig Betydning ved Behandling af Lupus vulgaris,
idet denne Sygdom som Regel naar til en Dybde af mindst 1 og ofte til baade
2 og 3 mm. (Disputats Side 31).
Jansen gik derfor over til systematiske histologiske Undersøgelser, idet han
mente, saaledes som ogsaa Finsen efterhaanden var kommet ind paa, at Ho
vedvirkningen ved Lysbehandlingen var den stærke Lysbetændelse i Vævet, som
fremkaldtes af de nye Samleapparater, og som allerede var let iagttagelige for
det blotte Ø je i Form af stærk Hyperæmi, Ødem og ogsaa ligefrem Blære
dannelse.
Som mest karakteristisk ved denne Lysbetændelse fandt Jansen et betydeligt
Drab af de cellulære Elementer i Vævet, og ganske særlig de patologiske Celler.
Dette Drab kunde enten skyldes en direkte Virkning af Lysstraalerne eller de
Ernæringsforstyrrelser, der følger med en Trombosering af Karrene, idet
Karendotelierne er meget følsomme for Bestraalingen, og Trykket af den stærke
serofibrinøse exsudative Betændelse fra Ødemet. Ejendommeligt var, at den
voldsomme Paavirkning alligevel var ret skaansom. Dels gik den sjældent mere
end 0,5 mm i Dybden, dels var der en overordentlig stærk Tendens til Op-
heling. Epidermis regenererer meget hurtigt baade fra Randen og fra Haar-
sække, som er undgaaet Destruktionen. Ligesaa danner der sig hurtigt et
Granulationsvæv med talrige tenformede Fibroblaster, formentlig histogene,
saaledes at det behandlede Parti som Regel vd være dækket med Epidermis
allerede i Løbet a f ca. 10 Dage.
Det er paafaldende saa lidet udtalt Ardannelsen bliver, ofte næppe synlig, ud
over lidt Bleghed og kun meget sjældent egentlig skæmmende. Forklaringen
1 2
*
17
9