47 / 372
Lig tumledes af Brændingen ved Strandbredden,
søgte Besten af Skibene, mange med knækkede
Master og næsten synkefærdige, at klare sig fra
Gullands Kyst og naae ned til Kjøbenhavn med
den sørgelige Efterretning.
Det var det liaardeste Stod, der endnu havde
ramt Danmark. Flaaden tilintetgjort, uden at
Sverig havde mistet et Skib. Nu var alt Haab
ude, Skaden uoprettelig. Resten af Skibene, Herre
dømmet til Søs, de danske Ger, Alt var prisgivet
til Sverig. Og denne Ulykke var indtruffen i det
mest usalige Gieblik, da man havde udfordret alle
Sømagterne ved at spærre Sundet, og tvunget dem
til Krig ved den Maade, hvorpaa man aabnede
det. Fra Scheldens Munding til den bothniske
Bugt var der ikke en Magt, som jo undte Dan
mark at blive knust, og indsaa Nødvendigheden af,
at dette burde gjøres. Mod Syd lurede Christian
den Andens fordrevne Slægt, mod Nord stod Sve-
rig; skulde baade de og Sømagterne have deres
Del af Byttet, vilde der ikke blive meget tilbage
af Danmark.
Dette Resultat, Danmarks Tilintetgjørelse, som
Enhver, der havde fulgt Frederik den Andens ube
sindige Politik ligefra Oresunds Spærring til det