50 / 372
39
yndere og hans Yenner i Danmark navnlig Henrik
Ranzau gaaede i Forbøn for ham hos Frederik den
Anden, men havde faaet Afslag. De sidste Aars Be
givenheder umuliggjorde en fornyet Forbøn, støttet
paa hans Uskyldighed. Men just nu, daOmstæn
dighederne havde forandret sig, og Alt stod paa
Spil, kom der velmente Kaad fra Kongens Svoger,
Churfyrst August af Sachsen og Landgreven af
Hessen, om dog at vogte sig for den truende
Fare mod Syd. Braadden kunde tages af Angrebet
og de Forbundne splittes, hvis Frederik denAnden
vilde bekvemme sig til at forsone sig med Peder
Oxe. Opfordringerne havde, som det sees, skiftet
Charakter, hvad der før var Bøn for en Uskyldig,
var nu det sidste Kaad imod en farligModstander;
men Sagens Kjerne, Udsoningen, var den samme,
og fuldt saa paatrængende nu som for. Frederik
den Anden nødtes da til det ydmygende Skridt,
men for dog at redde Skinnet, lod han det faae
Udseendet af, at han først nu, haardnakket som
han var, men plaget af Overhæng, gav efter for
udenlandske Magters saa og Slægts og Venners
Forbøn for den Ulykkelige.
Peder Oxe var meget for klog til at søge at
svække dette Indtryk. Han havde med største