tvungen Cours af Regjeringen. Om udenlandske
Laan var der ikke Tale, og Laan i Landet selv
kunde kun faaes paa de odelæggende Betingelser:
mod Pant i Jordegods, hvis aarlige Indtægter,
ofte næsten ligesaa store som den laante Sum,
skulde tilfalde Laangiveren som Rente, indtil Laa
net indfriedes.
Ligeoverfor disse saa godt som uoverstigelige
Vanskeligheder, havde Peder Oxe intet andet at
opstille, end den Tillid, som hans Person mulig
indgjød — sikkert ringe nok i det mindste i
Begyndelsen — og saa Rigtigheden af nogle faa
Principer, som hans klare Blik og rige Erfaring
havde lært ham at betragte som afgjørende. Thi
han agtede hverken at sætte Gisselfeld paa Spil,
eller sin nye Forlehning Vordingborg, eller Vallo,
som han snart tilgiftede sig, eller overhovedet
noget af sin stærkt voxende private Formue, den
var fredlyst og vedkom ikke hans Embedsvirk
somhed, uden forsaavidt den i det mindre godt
gjorde hans finantsielle Talent.
Peder Oxes ledende Principer ere i den Grad
bievne godkjendte af Eftertiden, at de nu fore
komme os som Trivialiteter. Ikke saaledes den
gang. At det er uøkonomisk for et Land at slaae