67 / 372
56
nogen Maade kunde undvære, gik allerede paa.
Forhaand med til Krigens Førelse, hans Bidrag
forøgedes ikke derved, at en Del deraf nu skulde
benævnes Skat. Anderledes stillede det sig der
imod for Enkedronningerne, hvis Livgeding vare
uantastelige, og for Adelen, der ifølge Loven var
skattefri. At de dem undergivne Bønder kunde
beskattes, var en extraordinær Forholdsregel, der
udkrævede hele Rigsraadets Samtykke; men at de
selv personligt kunde sættes i Skat, var saa stri
dende mod Tidens Begreber, at der end ikke gaves
nogen lovlig Form derfor, undtagen den frivillige
Gaves. Een Gang tidligere i den daværende Slægts
Tid havde vel Adelen bekvemmet sig til at give
slig en Gave, det var i det ulykkevarslende Aar
1542, da Danmark, svækket ovenpaa Grevens
Feide, inddraget i Krig af Frankrig, kunde vente
Overfald af Hollændernes Flaade og Keiserens
Landmagt, medens den fangne Christian den An
den ved sin Nærværelse endnu bestandig vakte
ubestemte Haab hos den trodsige Almue. Den
gang havde Adelen med Rædslerne fra Grevens
Feide i friskt Minde foretrukket at betale en Ty
vendedel af Aarets Indtægter, for saaledes muligt
at afværge et endnu større Onde. Men nu vare