40 / 99
Europæerne lod de imidlertid helt i Fred. En Dag kom der Ekspresbud til
mig paa Kontoret, om jeg vilde komme ud til Fabrikken med det samme, da
Yunaneser Soldater var ved at bortføre hele vor Arbejdsstab til Tvangs
arbejde for Tropperne. Inden jeg naaede derud, var Soldaterne imidlertid
forsvundet med et Par og tyve af de bedste Haandværkere, der arbejdede paa
Opførelsen af Fabrikken. Jeg fik oplyst, at de var bragt over paa Jernbane
stationen, som holdtes besat af Yunaneserne og laa lige i Nærheden af vor
Fabrik. Jeg gik straks derover, da der maatte gøres noget, hvis vi vilde gøre
os Haab om at faa Fabrikken færdigbygget. Det var lidt af en Hvepserede!
Ingen tog Notits af mig. Paa Jernbanestationen myldrede det med Soldater
overalt, og jeg vandrede rundt og søgte efter vore Arbejdere. Jeg fandt dem
til sidst i et Venteværelse.
De havde Hænderne bundet paa Ryggen, og fra Haandled til Haandled var
de bundet sammen med en stærk Line. De sad sammenhutlede paa Gulvet,
bevogtet af et Par Soldater med Rifler, og saa snart de saa mig, begyndte de
at raabe »taipan« (»store Herre«).
Da jeg nærmede mig, pegede Vagtposterne truende paa mig med Riflerne,
saa jeg foretrak at holde mig paa Afstand og søgte derefter at finde en Officer.
Jeg var mere end heldig og fandt efter kort Søgen en Soldat, der saa ud til
at være af højere Rang, og som oven i Købet viste sig at kunne tale lidt
Engelsk. Jeg forklarede ham, at det var vore Arbejdere, der havde været be
skæftiget med Opførelsen af en dansk Fabrik, at jeg som Dansker havde
ekstra Territorialret, og jeg lod ham forstaa, at han ikke saadan uden videre
kunde tage mine Arbejdere. Efter nogen Parlamentering gav han efter, løslod
Arbejderne og bad mig meget undskylde Fejltagelsen.
Selv paa dette Tidspunkt og under saa urolige Forhold betød det altsaa stadig
noget at være Udlænding!
Arbejdernes Taknemmelighed var overvældende.
Yunaneserne blev kort efter fordrevet fra Canton efter et frygteligt Blodbad,
hvor Cantonesertropper og den stedlige Befolkning tog Hævn for alle de
Lidelser, de fremmede Tropper havde paaført dem.
Hen paa Foraaret begyndte den latente fremmed-fjendtlige Agitation at tage
Fart igen. — Situationen naaede Bristepunktet den 25. Juni 1925!
42