455 / 469
4 4 1
G ræ n sen , se r m an en ejendomm elig lille Mølle, hvorm ed F o r
søgene gøres.
Som det nu er med Vinden
,
saadan er det ogsaa med
Aanden; der er Kraft nok
til a t bæ re h v er en S ynd er frelst
og fri h jem til G ud; K raft nok til a t bæ re alle G uds R iges
A rb ejd er, o g saa K raft nok til a t væ kk e K øbenhavn og forvandle
den, sa a den ik k e b liv er til a t kende igen.
Og vi b a r ik k e blot en Forsøgsm ølle, men et S ted, som er
prø v et tilfu ld e ; d er fanges V inden. D et v ar det, Je su s sagd e
til N ikod em u s, da h a n sp u rg te :
hvorledes kan dette ske
f
Lige
som Moses ophøjede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens
Søn at ophøjes,
a t h v er den, som tro r p aa ham , ikke sk a l for
ta b e s, m en have ev ig t Liv.
Man k a n sp ø rg e: hvorfor sk ete der H elb red elser i Ø rken væd
a t se p a a K o bb erslang en , og hvorfor sk e r de store F ing ved
T ro e n s B lik p a a den k o rsfæ ste d e ? H e rtil er kun a t sv a re : Hvo
h a r k e n d t H e rre n s Sind, eller hvem h a r væ ret h an s R aad g iv er?
Vor Gud er i H im len, og h an gør alf, hvad han beh ag er. Men
sik k e rt er det, a t da vi kom som fo rtab te S y n d ere og i T roen
bøjede os ned ved K o rsets Fod, da hø rte vi den underlige Susen,
den tog fat om v o rt H je rte , hv isk ed e uudsigelige T ing fra Gud
d erin d , gav os en F re d og G læde, vi før ikke k end te, m en gav
os o g saa en K raft fra d et høje til a t sta a op og v an d re i e t
n y t L evned.
Og sp ø rg er vi frem d eles: h v o rd an fang er vi V inden, hvordan
bliv er G uds M enighed iført K raften fra d et h ø je ? Ja, sa a kan
vi sv are med H e rre n s O rd: V ejret blæ ser, hvo rh en d et vil —
d er er noget hemm elig t og u u dg rund elig t ved V e jrets G ang, det
komm er og fo rsv ind er, som der er bleven sag t, som e t Indb rud
fra d et uend elig e i det endelige.
Men noget ved vi dog om, hvor Vejret søger hen;
d et søger
altid vacuum , d. e. d et tomm e R um . D et gør G uds A and ogsaa,
derfor b egynd er Je s u s sin P ræ d ik en p a a Jo rd en m ed a t sig e.
salig e ere de fattige i A anden, de som sørge og de som hung re
og tø rste efter R etfæ rdighed.
D e n ’ D ag, da M enigheden i K øbenhavn er som e t vacuum ,
d a b læ ser G uds A and hen over den, og vi sk al høre dens Su
sen . Og a t M enigheden e r - e t sa a d a n t vacuum , d et k en d es paa,
a t d er b liv er bedet, ja ra a b t a f det dybe om R egn og K raft fra