453 / 469
4 3 9
k en d er af egen E rfarin g e n h v er, som selv er g a a e t ind i G uds
R ige. Og n a a r d er er saa m ang e v a k te M ennesker, som blive
sta a e n d e i F ø d selen s G ennem brud, sa a er G runden, om end ikke
a ltid , sa a dog g rum m e ofte den, a t d et fald er sa a svæ rt h elt at
slippe T illid en til egen K raft og k a ste sig ud i G uds N aad es og
B arm h je rtig h e d s Dyb i T ro en paa, a t det v irk elig kan bæ re.
Men er d e t saad an , a t egen K raft m aa slaas ned for a t kunne
in d g a a i H im m erig es R ige, hvor m eg et m ere da ikke for i S an d
hed a t væ re sk ik k e t til en G ern ing i G uds R ige, for a t væ re
e t b ru g b a rt R ed sk ab i H e rre n s H aan d .
Det er lærerigt at be
tragte Herrens Opdragelse a f de Mænd,
han igennem T id ern e
h a r b ru g t som sin e R e d sk a b e r. H vo rfo r m aatte
Moses,
han d er
v a r v o k se t op som P rin s ved K ongens H of og u d læ rt i alle
Æ g y p te rn e s Fæ rd ig h e d e r, hvorfor m a a tte han m ed de rige E v
n e r og den fo rtrin lig e U d d an n else tilb rin g e 40 A ar af sit L iv
m ed a t vog te K væ g ? F o rd i Gud vilde bruge ham og fylde ham
m ed sin K raft, m en først m aa tte h an saa tøm m es for sin egen.
H vorfor m a a tte
David
A ar igennem flygte som et ja g e t V ildt,
d e r in te t S ted v id ste sig sik k er for S au ls E fte rstræ b e lse r? Og
h vo rfo r m a a tte han siden gennem dybe og svæ re F a ld ? F o r a t
y dm y g es og m iste sin egen K raft.
S aaled e s k und e vi blive ved m ed G uds u d v alg te, P ro fetern e,
A p o stlern e, alle dem , som Gud h ar b ru g t til a t fremm e sit R ige.
•
Paulus
h avd e selv en Del E rfarin g om det, da han sk rev til
K o rin th ie rn e : Men d et for V erden d aarlig e udvalgte Gud for at
beskæmm e de vise, og d et for V erden sk iøb elig e ud v alg te Gud
for a t b eskæm m e d et stæ rk e, og d et for V erden uæ dle og det
rin g eag ted e ud v alg te Gud og det som in te t var, for a t tilin te t
g ø re d et, som v a r n o g et; p aa d e t in tet Kød sk al rose sig for
ham (Kol. 1, 27 — 29).
N a a r T a len er om saa høje T in g som K øbenhavns E rob ring
for Je su s K ristu s og hans K irk e , sa a sy n es jeg , d et er d et
fø rste, vi som gern e vil væ re m ed til den E rob ring , m aa lægge
os p a a Sinde, a t vor egen K raft slet ingen er, ikke b lo t: vor
e g en K raft den er kun svag, men vor egen K raft slet ingen er.
Om vi for at fremme Københavns Kirkesag kunde samle
aldrig saa megen Visdom, aldrig saa mange Penge og faa
bygget aldrig saa mange Kirker
— d et store B jerg for Zeru-
b a b e l s
A n sig t b liv er ikke derfor til S lette, d et bevæ ger sig ikke,