109 / 174
94
Brændemærke! Men Enevoldsmonarken af Guds Naade
var hævet over alle Love, for ham var alt tilladt. Og
hverken Ludvig X IV eller Frederik IV var af de værste,
man tænke paa Regenten Philip af Orleans’ og — senere
— Ludvig X V ’s kjønslige Udskejelser, paa Eugen a f
Wurttemberg, en sand Sultan, paa August den stærke
og hans 356 Bastarder!
Nu havde Døden gjort Ende paa Frederik IV og
Vierecks bigamiske Forhold. Kongen var, da Dødsfaldet
indtraf, i Norge og blev i dette Land til Udgangen af
August; den 1. Septbr. var han igjen i Kjøbenhavn,
hvorefter han saa den 25de for første Gang opslog sin
Residens paa Frederiksberg Slot.
Dette Monarkens første Ophold der varede kun en
Maaneds Tid og blev vel nærmest et forsinket Villeggiatura
under gulnet Løv og faldende Blade. Men Frederiks
prisværdigste Egenskab som Konge: hans alvorlige Flid
og rastløse Arbejdsiver til sit Lands og sine Under-
saatters Gavn gav sig alligevel Vidnesbyrd derude. Han
tog sin Kongegjerning med yderste Alvor, han vilde se
alt, overbevise sig, om alt med sine egne Øjne 316), danne
sig en begrundet Mening om alt, hvad der forelagdes
ham til Underskrift, og det bør siges til hans Hæder, at
faa eller ingen danske Konger have havt en redeligere
og alvorligere Vilje til at gjøre alt for sit Land og sit
Folk end han. Heller ikke paa sit nye Lystslot, hvor
han var dragen hen for at søge Fred og Ro og Trøst
for Sorgen over sin Venstrehaandshustrus Død, sparede
han sig selv: han lod sig Regeringssager og administra
tive Spørgsmaal forelægge, raadslog med sine Ministre
og Statssekretærer, traf efter moden Overvejelse sin Af-
gjørelse af de paagjældende Spørgsmaal og udsendte
flere kongelige Forordninger til Landets og Folkets