129 / 174
i i 4
særlig i de Dage. Som Gud og Hvermand véd, stod
det kummerligt til med Kunsten den Gang, da Barokken
laa i de sidste Krampetrækninger, og Rokokoen endnu
ikke var født til Verden. Og der skulde endnu gaa et
halvt Aarhundrede eller to Menneskealdere, inden der
dukkede en »Ny-Renæssance« op af Tidens flaue og
smagløse Vande, inden man saa smaat begyndte at faa
Øjet op for Oldtidens Herlighed, for Naturens rene og
ædle Skjønhed, — og stræbte at danne sig efter disse to
uforlignelige Forbilleder. Det var der endnu hverken
Tale eller Tanke om den Gang, i Frederiksberg Slots
allerældste Tider, og noget saadant maa man derfor heller
ikke vente at finde hos de Kunstnere, vi i de følgende
Linier skulle omtale.
Det er heller ikke v i d t l ø f t i ge Le vneds t e gne l s e r
af dem eller s t ore og i nt er e s s ant e B i d r a g til deres
L i v s og Vi r k s omhed s Hi s tor i e , man paa de føl
gende Blade vil forefinde. Om de betydeligste — eller
mindst ubetydelige. — af dem er der skrevet saa udfør
ligt, — ogsaa af os392) — at der kun er temmelig uvæsen
lige Ting at tilføje. Men mange saadanne lidet væsenlige
Oplysninger have dog deres Interesse, og vi give derfor
i efterfølgende Linier lidt om K r o c k og Cof f r e og
Coning, om S t urmbe r g og Ne r g e r og Br eus egem
o. a., som man forgjæves vil søge i andre Bøger, og som
dog nok kunde fortjene at kjendes, — ikke mindst fordi
vort Kjendskab til det attende Aarhundredes Kunst- og
Kunstnerhistorie endnu er meget mangelfuld. De fleste
af de foran omtalte eller blot nævnte Kunstnere ere i
vore Dage saa godt som fuldstændig forglemte; maaske
dog enkelte af dem var en bedre Skæbne værd.
Hvis de følgende Efterretninger om alle disse gamle
Kunstnere ikke skulde tiltale eller interessere den venlige
Læser, har han det jo altid i sin Magt at kunne over