58 / 96
55
Gang Aftenklokken lyder, og Bedeslagene kalder til Bøn, vil de
sige: Tænk dog paa, at Dagen hælder, let os Natten overvælder.
Det er vi, som har haft med Esajaskirkens Opførelse at gøre, ble*
ven mindet stærkt om, særlig i dette sidste Aar. Der var dem, som
var med til at bygge paa denne Kirke, men ikke naaede at være
med ved Fuldførelsen. Det er ikke mange Dage siden den Mand
lukkede sine Øjne, som lagde Grunden til denne Kirke, St. Jakobs*
kirkens gamle Præst med den mægtige Vækkerrøst, han hvis Spor
har dryppet med Velsignelse her paa Østerbro. Da jeg for 3 Uger
siden talte med ham om denne Festdag, hvor vi syntes, han nød*
vendig maatte være med, sagde han: De kan jo lade en Plads staa
til mig, men jeg kommer vistnok ikke. Nej, han kom ikke, hans
Plads var beredt højere oppe, ved Himmelhjemmets Højtidsbord,
og alle de, som skylder Pastor
Krag
saa meget, siger: Gud glæde
hans Sjæl i Himmerig!
Det var den gamle Tjener, men Døden spørger ikke efter Al*
der. Hin unge Præst, Pastor
N. J. Mogensen,
som saa trolig har
været med til at bære Sten til denne Kirke og som havde glædet
sig saa meget til denne Dag, han naaede det ikke, han blev kaldt
hjem i sin Manddoms Kraft — Klokken slaar, Tiden gaar, Evig*
heden os forestaar. Søg derfor Herren, medens han findes, kald paa
ham, medens han er nær.
Men hvorfor tøver da saa mange med at søge Herren? Hvorfor
tager de ikke, som Levi, en rask Beslutning og staar op forat følge
Jesus? Mon ikke Grunden ofte er den, at de mener, at det at
følge Jesus er ensbetydende med blot at miste noget og med at
blive stillet overfor tunge Krav? Det mente Døberens Disciple og
Farisæerne, at Faste og Afholdenhed var det væsentlige ved Guds*
dyrkelse og Fromhed; og det mener mange Mennesker endnu. Vil
man være en kristen, tænker de, saa maa man lade være baade med
det ene og det andet, som man ellers har Lyst til, og saa maa man
anstrænge sig for at gøre baade det ene og det andet, som man
egentlig ingen Lyst har til. Men det er jo ikke Kristendom* har
aldrig været det og bliver det heller aldrig. Thi saa længe man
inderst inde bliver ved at være det samme selviske Menneske,