559 / 717
DE K Ø B E N H A V N S K E G A R V E R E
G
ARVERIET som selvstændigt Fag voksede kun langsomt frem. I gam
mel Tid beredte nemlig de forskellige Læderarbejdere hver for sig det
Læder, de skulde bruge. Dette gjorde f. Eks. Skomagerne. Det var Skomagerne
og Skinderne, der oprindelig beherskede Situationen. Men lidt efter lidt kom
der andre Specialister til ved Siden af Skomagerne, og hen imod Middelalde
rens Slutning træffer man foruden Skomagerne paa to større Grupper Læder
arbejdere, der ikke staar særlig venligt overfor hinanden. Den afdøde Industri
historiker, Professor Camillus Nyrops indgaaende Undersøgelser vedrørende
mange danske Erhvervsomraaders Oprindelse og Udvikling, førte ham ogsaa
ind paa Garveriets Forhold og Udvikling, og i Anledning af en Udstilling
af Lædervarer, som i sin Tid afholdtes i Industribygningen, tog han sig for at
søge de nærmere Omstændigheder ved Garveriets Fremvækst her i Landet som
selvstændigt E rhverv opklarede. Med Udgangspunkt i det foran nævnte For
hold, at andre Læderfag selv garvede de Huder, de skulde anvende, redegør
han for den evige Strid, der heraf opstod mellem de heri interesserede Fag.
Paa den ene Side i denne Strid stod Remmesniderne, Punge- og Taskemagerne
m. il., paa den anden Side Buntmagerne og Skinderne. Disse sidste var bievne
reducerede til kun at være Læderarbejdere i visse specielle Retninger, indtil de
op imod 1700 endog helt forsvinde. Der har i Læderarbejdernes hele Ordning
været en ikke ringe forskydende Udvikling, før de nuværende Forhold fæstnede
sig, og et særlig væsentligt Punkt i denne Udvikling var Garverhaandværkets
Dannelse. Garveriets Opstaaen som et selvstændigt Haandværk vendte nem
lig op og ned paa en Række gennem Tiderne nedarvede Forhold, som trods Ud
viklingen i Udlandet sejt vare bievne bevarede herhjemme; det var navnlig de
talrige Skomagere, som de nye »Læderarbejdere« tørnede sammen med. Men
medens Kampen mellem de to Haandværk, mellem Garverne og Skomagerne,
i endog saa nær ved os liggende tyske Byer som Lyneborg, Hamborg og Lybæk
allerede kendes ca. 1300, kommer den først frem hos os i Kristian IV s Tid, d.v.s.
noget efter 1600.
Paa den Tid stod Skomagerne som Førere. Den københavnske Skomager
Didrik v. Nus nævnes 1604 som den, der først beredte Pundlæder her i Landet,
og sammen med sin Fagfælle Gert van Dry drev han efter en Bevilling af lo99
Strandmøllen som Barkmølle. Men just paa den Tid var der en ganske livlig
Bevægelse i den danske Læderindustri ogsaa udenfor Skomagerne; her bliver
36*