562 / 717
Lejlighed — over til et mere positivt Svar. Skomagerne, hedder det, ere som
Regel uformuende Folk, der hverken have Gaarde i Byen eller Haver udenfor
Byen, som de kunne garve i, og det er derfor en sand Velgjerning, de to til
talte Skomagere have vist deres Laugsbrødre ved at tillade dem at garve i deres
Haver. Og dette maatte de da have Lov til. Skomagerne havde jo vedblivende
Ret til at garve for dem selv, og de Skomagere, der havde garvet i de to
Tiltaltes Haver, havde altid brugt egen Bark. Saa faldt da den 17. Avgust 1642
56G
Arbejder ved Bommen med Degen i Haanden.
en Raadstuedom, der gik i denne Retning: »Den »vidste ikke Skomagerne det at
formene«, som der førtes Klage over.
Sagen gik Garverlauget imod, men derfor blev det ikke forknyt. 1648 vandt
dets Oldermand Gert Høckell en Sag mod Københavns Vognmandslaug, der vilde
formene dets Medlemmer at bruge egne Heste og Vogne ved Kørsel af Bark til
eller fra deres Mølle, og i 1649 fik det Privilegiet af 1635 stadfæstet af Frederik
III. Herved fik det ligesom ny Kraft, og saa drog Garverne paany i Leding mod
Skomagerne. De mente stadig, at disses Garvning i een og samme Have dækkede
over en stor Krænkelse af deres Eneret, og i 1651 stævnede da Lauget, for hvilket
Joachim Dorn nu var Oldermand, ikke mindre end elleve Skomagere for
Borgemester og Raad. De havde i en »Garverhave« ladet garve ved Folk, der
ikke vare i Garverlauget, de havde indbyrdes tusket med Læder, og endelig havde
de baade hemmeligt og offentlig solgt Læder. Og denne Gang gik Garverne ikke
tomhændede hjem. Raadstuedommen af 20. Marts 1651 gav vel Skomagerne Ret
til ved deres Garvning at bruge, hvem de vilde, men ved Siden heraf blev en
Skomager, der havde afhændet en af ham beredt Hud, dømt.
Det var i alt Fald en delvis Sejer, der forfulgtes til Herredagen, som den 26.