560 / 717
564
Tale om Fellberedere. Den Hans Patz, der 1560 faar Raadighed over Stam
perne i Kronens Harnisk- eller Poleremølle ved Hvidøre til Beredning af Læ
der, ha r sikkert været en Fellbereder. Han skal som aarlig Afgift berede fem
Deger Bukkeskind til Kongen. 1574 nævnes som kongelig Fellbereder Rubert
von Mastrick, og 1581 faa Fellberederne i København Ret til at bygge en særlig
Stampemølle ved Hvidøremøllen, der nu var bleven Papirmølle. Baltzer Fell
bereder, der havde Bod paa Gammel Torv, nævnes til langt ind i det syttende
Aarhundrede sammen med Søren Herbeling som Indehaver af Fellbereder-
møllen her, og den var langt fra den eneste Fellberedermølle her i Landet.
Tyge Brahes Mølle paa Hven kunde baade gøre Papir, male Korn og berede
Skind, og da Tolderen i Nyborg Jacob Lerche i 1652 ansøgte om at maatte for
andre en Korn-Vandmølle til »en Garbermølle eller anden Værkmølle«, gjorde
han gældende, at der trængtes til en saadan, »eftersom der udi Nyborg ingen
Stampe Garbermølle ej heller andre saadanne Værkmøller ere«.
Fellberederne fik hurtigt fast Fod rundt om i Landet, og noget ind i det syt
tende Aarhundrede træffe vi ogsaa paa Lædertougere, disse Garveriets Efter-
hjælpere, i ganske talrig Skare udenfor Kjøbenhavns Porte. 1633 nævnes Al
bert Clausen Lædertouger udenfor Vesterport, og udenfor Østerport saavel
Pe r Gerber Lædertouger som Anders Lædertouger. Udenfor Østerport var
der ogsaa paa den Tid en Have, som af den virksomme københavnske Forret
ningsmand Johan Ettersen brugtes til Garveri. Garvevirksomheden synes endnu
den Gang at have været en helt fri Næring, men derfor blev det københavnske
Garverlaugs første Medlemmer, saaledes som vi nedenfor skulle se det, ogsaa
en saare blandet Skare. Den første Garver i København nævnes 1615.
I September 1615 sælger Københavns Magistrat en Grund ved Adelvejen uden
for Vesterport til Hans Hesenow »lowgarber«; det tyske Ord Lo, Lowe, Lohe
betyder Bark. Og der opstaar nu lidt efter lidt flere Garvere, der som gode For-
retningsmænd forstod at opnaa, at der i 1620 udstedes et Forbud mod Indførsel af
beredte Huder og Skind. Det nye Haandværk, der er ved at opstaa, bliver i det
Hele begunstiget af Regeringen. Under 8. Feb ruar 1635 giver Kristian IV dem
Monopol paa i København at berede »Pundlæder, Overlæder og Basan« til Salg.
Men nu gjaldt det om at faa dette Monopol respekteret navnlig af Skomagerne,
der indtil da havde været Byens største Garvere. De stred imod, de vilde ikke
bøje sig. Garverne klager da til Borgemester og Raad over de genstridige
Skomagere, der, skønt de havde »deres sær Embede og Haandtering«, vedblev
at gøre dem Indpas, og under 24. Marts 1637 fik Garverne da af Magistraten
særlige Artikler for et københavnsk Garverlaug. Nu var de ogsaa i saa Hen
seende ligestillede med Skomagerne — og dog ikke helt. De nye Garverlaugs-
artikler synes at have været et afgjort Hastværksprodukt, de danne en kun
meget løs Ramme. Der er ikke i dem Tale om, at Oldermændene skulle ved
Navn lade antage alle Laugets Mestere; de paabyde ikke, at Lauget skal have
nogen Skriver, ikke at der skal gives Tilskud til noget Laugshus’ Bygning, ikke
at den yngste Mester i Lauget skal tilsige til Møder, ikke at en afdød Mester skal
bæres til Jorden af Laugsbrødrene o. s. v. Lauget holdt da heller ikke længe, men
det stod straks en garde overfor Skomagerne, og det paa mere end eet Punkt.
Som ovenfor nævnt drev to københavnske Skomagere en Tid Strandmøl
len som Barkmølle. Den fik imidlertid anden Bestemmelse, og da Skomagerne