564 / 717
568
Skomagerlaugets Medlemmer som saadanne maatte betale. Og rene Fattighus
medlemmer har Skomagerne absolut ikke været. Kristian lY’s Skomager Jo-
chum Gardeling var en saa stor Mand, at han i 1643 fritoges for alle borger
lige Bestillinger. Frederik IFs Hof-Schuster Michel Maes købte 1650 to Grunde
til Bebyggelse og fik samme Aar i Kompagni med sine Laugsbrødre Hans Gøyte
Grave, Ditmar Lorenzen og Jochum Wielandt seksten Aars Eneret paa et Kor-
duanberederi i København, til hvilket de yderligere fik seks Aars Toldfrihed for
de Bukkehuder, de indførte. Den nævnte Jochum Wielandt, der 1658 er Ol
dermand og ejer et Hus i Klosterstræde, faar endvidere 1664 sammen med en
Kollega en ny Grund udvist til et Garveri. Det kan ogsaa nævnes, at Skomager
Claus Weboe, der ligesom Broderen Peter Weboe er Husejer i Klosterstræde,
1659 vælges ind blandt Københavns første 32 Mænd. Og saaledes kan der blives
ved.
Den sociale Afstand mellem de to Parte r h a r sikkert ikke været saa stor, som
Skomagerne i deres Klage vilde gøre den til, og hvad Fjendskabet imellem dem
angaar, har det absolut ikke været dødeligt. De kunde godt finde hinanden fre
deligt, saaledes som det bl. a. kan ses af Forholdene i den ovenfor nævnte Bark
mølle.
Da Skomagernes Barkmølle i 1635 gik over til Garverne, havde disse to Møl
ler, men de solgte saa, hedder det, den ene til en Møller, og 1651 træffe vi da ogsaa
en Markus Clausen Barkmøller. Møllen, de beholdt, blev imidlertid ikke saa
udelukkende en Garvernes Mølle, at jo ikke en Skomager, Gert Henrichsen,
staar imellem dens Ejere, og da den, efter en Tid at have været paa Enkelt
mands Haand, 1655 igen bliver »Garvernes Barkmølle«, er der mellem de
fjorten Mænd, der overtage den, endog fire Skomagere. Det er sikkert ogsaa
mere end et Tilfælde, at de to Laug, Garverlauget og Skomagerlauget, just den
samme Dag rettede Andragender til Kongen om den samme Sag gaaende ud
paa ganske det Samme. De ansøgte i fuld Samdrægtighed om, at Udførsel af
raa Oxe- og Kohuder fremtidig maatte blive forbudt.
Det nye Element, som det nye Haandværk var, synes nu indpasset som Led i
Kæden, og Ingen vil sikkert nu være utilfreds med, at det nye Led kom til. De
andre Læderarbejdere og hele den danske Industri kan kun med Glæde se paa
den af de danske Garvere gennem Tiderne udfoldede Virksomhed.
Som Udviklingen i gammel Tid her er skildret, fortsættes den næsten ufor
andret lige op til det Tidspunkt, at Næringsloven af 1857 blev til. Dette Lov
værk slog ogsaa det gamle Garverlaug i Stykker som faglig Organisation. Som
en Overgangsforanstaltning — navnlig for at behandle Opgaven Forholdet til
Fagets Arbejdere — virkede saa i nogle Aar
Garverforeningen i Danmark,
der
saa i den nye Tid har faaet sine strengt faglige Efterfølgere, som f. Eks.
Læder-
f abrikantforeningen.
Det gamle Garverlaug har nu ikke mere Opgaver af faglig Art at røgte, men
det lever fortsat og adm inistrerer de Midler, der fmdes til Hjælp og Støtte for
Fagets gamle og trængende tidligere Udøvere. En stor Del af denne Støtte er
koncentreret om Lavets Stiftelse paa Solsortvej.