226 / 250
225
Sol og Maane drikke Dus,
Maanen bliver rent komfus,
Og naar de vil klinke,
Øjnene maa blinke.
II
Se de Store, se de Smaa,
Alle ret vil skue,
Hvordan vil det monne gaa
Hist paa Himlens Bue.
Men før de dem ret forsee,
Staar de midt blandt Stjernerne,
Hvis at disse falder
Ned med stort Rabalder.
III
Dog det er jo ikke nok,
Som man alt har mærket,
At den hele store Flok
Vil se Underværket.
Nej, .nu vil de leve flot,
Og hér h a ’ det rigtig godt,
I de sidste Dage,
Som der er tilbage.
Alt Arbejde hvilede den paagældende Dag, og hele
Hans Thranes Familie, ham selv iberegnet, var ude i deres
saa højt skattede Havepavillon, med Undtagelse af den
ældste Søn, en Dreng paa elleve Aar, som forinden skulde
udrette et Ærinde for Faderen og, naar dette var besørget,
skynde sig ud til dem.
Da Drengen havde besørget det ham paalagte Hverv,
løb han ved Nørreport op paa Voldens øverste Bastion,
Fra Em piretiden.
15