225 / 250
224
ikke kunde snyde bedre, skulde de hellere opgive den
Slags Forretning.
Da Hans Thrane som ovenfor anført paa Grund af
Krigens Udbrud udsatte Opførelsen af Reberbanen, bort-
forpagtede han Ejendommens Have til en Gartner, men
forbeholdt sig foruden et grundmuret ottekantet Lysthus,
som Ejenodmmens tidligere Ejer, en Major Fensmark,
havde ladet opføre i antik Stil, tillige et større Stykke af
den omkring dette Hus liggende Have.
Sommeren 1861 skulde der indtræffe en total Sol
formørkelse, idet Maanekloden da vilde passere Jorden i
en saa umiddelbar Nærhed, at Solen derved fuldstændig
vilde blive formørket. Da Rygtet fortalte, at Astronomerne
var overtydede om, at et Sammenstød næppe vilde kunne
undgaas mellem Kloderne, eftersom disse vilde komme til
at passere hinanden i kun et Haarsbreds Afstand, svævede
saavel Københavns som det ganske Lands Indvaanere i
Frygt for, at Verden skulde gaa under; det var derfor ikke
til at undres over, at alle imødesaa denne frygtelige Kata
strofe med Angst og Bæven, og som Bekræftelse af det
her anførte skal vi her gengive nogle Vers af en Vise*),
der blev skrevet i Anledning af den ventede frygtelige
Katastrofe, og hvori der railleres over dens Komme.
I
H ø r ! hvor alle r a a b e : se,
Hvad der sig vil hænde,
Med den Solformørkelse,
Og med Verdens Ende.
*) Skyldes sikkert Peter Faber, M atematikeren Ad. Steen og Theologen F. F.
H agen, der boede samm en paa Borchs Kollegium . D isse tre Venner skrev nem
lig paa nævnte Tid en M ængde V iser under Navn „T . J . V oli“ D rejersvend.