229 / 250
228
Else bad nu Minna om at følge med ind i et tilstødende
Værelse, hvor hun præsenterede hende for sin Broder og
deres Forældre, der hidkaldt af Sønnen ogsaa havde været
Vidne til Pigens uheldige Stilling.
Minna fortalte, at hun var Datter af Sekretæ r Vidberg,
som allerede var død, medens hun var Barn, og at Moderen
levede af sin Pension og Renten af en lille Kapital. Da
Uheldet med den fremmede Dreng indtraf, var hun paa
Vejen til sit Hjem paa Østerbro fra et Besøg i Vartov hos
en ældre Kone, der havde været hendes Moders Amme.
Da Jomfru Vidberg ved sit stille og beskedne Væsen
gjorde et godt Indtryk, saavel paa Grim som paa dennes
Hustru, og hun allerede fuldstændig havde vundet Dat
teren, bad de hende opholde sig lidt hos dem og drikke
en Kop Kaffe, som Pigen netop bragte ind.
Efter at Kaffen var nydt, sagde Else le e n d e : „Kom
her hen til Vinduet, Jomfru Vidberg, og se, hvor lystig
Haabets grønne Flag vajer højt i T ræets skønne K ro n e !“
Minna nærmede sig Vinduet, og ved Synet af sin grønne
Netteldugs-Kjole, hvoraf hun nu kunde se en lille Flig,
tegnede der sig et Smil om hendes smukke Mund.
Hvad Assessorens Søn angik, da var han sikkert alle
rede helt indtaget i den unge, fremmede Pige, som i Sø
sterens tæ rnede Kjole med de rigt puffede Æ rm e r og den
plissébesatte Over- og Underkjole tog sig helt bedaarende
ud. Rimeligvis var det af den Grund, at han, som ellers
altid var meget talende, nu omtrent var ganske tavs.
Ved Afskeden kort efter, at Kaffen var drukket, ud
talte Jomfru Vidberg sin dybtfølte Tak for den store Elsk
værdighed, der her var udvist imod hende, og da hun
nærede Frygt for, at hendes Moder skulde føle sig ængste
lig over hendes lange Fraværelse fra Hjemmet paa en Dag,
hvor alle Mennesker talte om Solformørkelse og Verdens