235 / 250
234
D reng?" — „Jeg siger, du er et Bondebæst, som sover."
— „Vil du holde din Kæ ft!“ —
„Nej saagu gør jeg ej, ikke for saadant et Bagbæst, som
du e r.“
Bondens laalmodighed bliver ved Drengens mange
Skældsord til sidst udtømt, og ved et P r— r— r— r standser
han Hestene.
Drengen iagttager alle Bondens Bevægelser, og da
denne kravler ned ad Vognen, raaber h a n : „Ja, kom bare
her, du maa ikke tro, jeg er bange for dig. “
Ved disse og mange andre lignende Udraab søger Dren
gen at lokke Bonden efter sig, idet han langsomt trækker
sig tilbage, indtil han hører det aftalte „Pift i' Fingrene1
fra sine to Kammerater, hvilket for ham betegner, at Bon
dens Suleposer nu er i deres Hænder, og han saaledes
har udført sin Del af Arbejdet. Saa forsvinder han bag
Hækken igennem det Hul, der i Anledning af denne Eks
pedition er gjort i den.
Da Hans Thranes ældste Søn var fyldt 24 Aar, og den
næstældste 20, overdrog han hele sin store Virksomhed
til dem. Da flere af hans Bekendte ytrede deres Forun
dring over, at han turde vove at overlade en saa stor Virk
somhed til saa unge Mænd, svarede han meget træffende,
at eftersom han selv var begyndt at drive Forretning i sit
I l t e Aar, maatte hans Sønner vel nok i tyveaars Alderen
kunne styre en saa godt indarbejdet Forretning, saafremt
de ellers duede til noget, hvad han i øvrigt nok troede. I
denne Tro blev han heldigvis ikke skuffet, thi Brødrene
fortsatte Faderens Bedrift med en Dristighed, Energi og
Lyst, som kun den fremadstræbende Ungdom besidder.
Den yngste af Brødrene, som grundig havde studeret
Handelen og tillige besad et ualmindeligt Administrations
talent, overtog Ledelsen af den merkantile Del af For