240 / 250
239
og gav Plads for en stærk Bleghed, der atter veg for en
blussende Rødme, idet Harmen over den skændige Intrige,
en Kvinde havde iværksat, fik Blodet til at brænde i hendes
Aarer.
Sedlen, der var sendt Carl Holm, skulde oplyse ham
om, at han tog meget fejl, dersom han antog Henriette for
at være en anstændig og ærbar Pige, at hun havde haft
et meget stort Herrebekendtskab, og at man ikke ansaa
hende for at være en ren og pletfri Jomfru.
Holms Brev sluttede med, at det gik ham uforventet
godt, at han kun manglede hendes Tilgivelse for at føle
sig lykkelig. Han var sikker paa om c. 2 Aar at kunne
vende tilbage til Danmark som en velstaaende Mand.
Da nu begge hendes Brødre og Svigerinder indtræn
gende opfordrede hende til at tilgive den angrende Synder,
saafremt hun i øvrigt følte Kærlighed til den unge Mand,
saa tilgav hun ham, hvilket hun i et langt og kærligt Brev
meddelte ham.
Efter nogle Maaneders Forløb modtog Henriette et ind
holdsrigt Brev fra Carl Holm, der omtrent lød som følger:
„New York
,
den 8de Februar 1844
.
Kære Henriette!
Jeg ejer ikke tilstrækkelig Herredømme over
min Pen til blot tilnærmelsesvis at skildre dig den
Glæde, mit Hjerte følte ved Gennemlæsningen af dit
mig saa kærkomne Brev, som jeg længtes efter og dog
nærede Frygt for at modtage. Det var mig derfor en
usigelig Glæde at læse dit Brev, hvori du kærligt,
skaansomt og uden Bebrejdelse udtalte dig om den
store Krænkelse, jeg ved min Ubesindighed og let
troende Opførsel har tilføjet dig. Mit hele Væsen blev