239 / 250
238
godt, som hun købte for sin lille Aarsløn. Græd de, og
hun skændte paa dem, var det paa en saa morsom Maade,
at hun derved fik dem til at le i deres Graad. Børnene
blev hende derved saa hengivne, at de altid gjorde, hvad
hun forlangte af dem.
Da hendes store Elskværdighed var parret med stor
legemlig Skønhed, manglede hun ikke F riere; men saa
snart en Frier sejlede op i hendes Farvand, var der straks
en Kaper ude for at erobre ham.
Denne Kaper var en Enke med en Datter, der for øvrigt
i alle Henseender var en net og ordentlig Pige, som var
aldeles uvidende om den Trafik, hendes Moder anvendte
for at skaffe hende Friere.
Dog lykkedes det ikke Moderen at fastholde nogen af
disse; men hun opnaaede kun at berøve Henriette tre
Friere. En af disse, som havde været ringforlovet med
Henriette og senere angrende vendte tilbage for at bede
hende om Tilgivelse, erholdt vel denne; men atter mod
tage Ringen og forlove sig med ham vilde hun ikke. Dog
var det med dyb Smerte, at hun afslog at modtage Ringen,
og som Følge af hendes Vægring, forlod hendes Bejler
kort efter Danmark og udvandrede til Amerika.
Det viste sig imidlertid, at den bortdragne, hvis Navn
var Carl Holm, og hvis Stilling var Arkitekt og Tømrer,
ikke havde formaaet at glemme den Kvinde, han i sin Tid
havde sv ig tet; thi efter et Aarstid modtog Henriette et Brev
fra ham, hvori han i de kærligste Udtryk atter bad hende
om Tilgivelse, og samtidig aabenhjertet gjorde hende be
kendt med, hvad der havde bevæget ham til at bryde sit
Kærlighedsløfte. I Brevet var der indlagt en Seddel, paa
hvilke der med Kvindehaand var skrevet nogle Bemæ rk
ninger om Henriette. Ved Læsningen af denne veg efter-
haanden den naturlige friske Farve fra Henriettes Kinder