112 / 358
K J Ø B E N H A V N
Han anlagde saa et Teglværk og kaldte det med Stedets Navn »Frederiksholm«,
— først blot en aaben Ovn uden Skorsten, men strax efter en Ringovn (se Billedet),
indrettet paa en aarlig Produktion af 6 Mill. Sten, altsaa det sexdobbelte af, hvad
man en Menneskealder før havde anset for en Storproduktion for et Værk.
Det var gode Tider, flotte Tider, inde i Ivjøbenhavn faldt just Voldene, bele nye
Kvarterer skød op, Bygning rejste sig ved Bygning i Række og Geled. Det blev un
der disse Forhold hurtig klart, at den nære Beliggenhed ved Staden aabnede de
rigeste Chancer for Værkets hastige Trivsel og frodige Udvikling, og der blev derfor
EN RÆKKE TØRRELADER
i 1873 anstillet de mest omfattende og nøjagtige Undersøgelser af Jorderne. Og disse
gav da som Resultat, at der fandtes endog særdeles betydelige og fortrinlige Lerlag
i Grunden — Ler, som vel maatte slemmes, men de herved indvundne Biproduk
ter vilde jo atter i det nære Ivjøbenhavn let kunne sælges, hvad der da ogsaa har
vist sig. Og u n d e r Leret fandt man saa ovenikøbet
Kalk.
De i Naturen forekommende Kalksten bestaar hovedsagelig af kulsur Kalk. Ved
Brænding uddrives Kulsyren, men den tilbageblivende Masse bestaar ej alene af
Kalk, men ogsaa af forskellige andre Bestanddele, navnlig Kiselsyre, Lerjord og
Jernilte, hvis større eller mindre Mængde viser et forskelligt Forhold ved Læsk
ningen. De Kalksten, som kun indeholder nogle faa Procent Indblandinger, leverer
efter Brændingen saakaldt »fed« Kalk, der ved Læskningen mptager en stor Mængde
Vand og med dette danner en plastisk Masse. Her i Danm rk er det nu fornemme