S_DeDanskeByerhvervITekstOgBillederKøbenhavnIII

D E N KGL . P O R C E L A I N S F A B R I K

Luxusporcelainet ikke betalte sig i vort

»lille, fattige Land«, dels vendte Smagen

sig ved Overgangen til det 19. Aarhun-

drede bort fra Rococo-Porcelainets bro

gede Pragt. Allerede i 1799 klager Mid

ler over, at alle Fabrikens Former er

»forældede!« 1801 fratraadte Midler sin

Stilling som Administrator. Den gode,

gamle Tid var forbi.

Efter en lang Dvale- og Nedgangs-

d e t

o p r i n d e l i g e

m u s c h e l m a l e d e

m ø n s t e r

lj a a d e ø k o n o m i s k o g k u n s t n e r i s k ,

traadte i 1824 H e ts c h til som kunstne

risk Leder. Om Hetschs uomtvistelige Betydning for dansk Haandværk og In

dustri er alt en Gang talt i dette Værk (se »Severin & Andr. Jensen«), her skal det

kun tilføjes, at Poreelain næppe var det Stof, som villigst føjede sig efter hans

doktrinære Empire-Smag. Nogle af de Former, han indførte, er vel særdeles smag

fulde, saaledes den bekendte Bægerform for Kopper, og adskillige af hans antike

Ornamenter virker meget nydeligt. Men hele hin Tids Sværmeri for den græske Old

tids Kunst var dog i sit Væsen inderlig misforstaaende. Man følte sig tiltalt af dens

lige Linie, der syntes En saa agtværdig, dens enkle Klarhed og Bo, som man tran

sponerede til Tørhed og Kedsommelighed, dens noble Værdighed, som man om

formede til stiv Anstand. Man forestillede sig med andre Ord Antiken mager og

farveløs — uden at tænke sig dens Marmor tindre mod solblaa Luft, uden at vide,

dens Templer og Guder straalede i Farver og Guld, uden at fatte dens Rigdoms

ødsle Vælde, dens Højhed og Pragt, dens dristig dragne Liniers storstilede Leg.

Gennem T h o r v a l d s e n kom man dog imidlertid Sagen tættere paa Livet. Den

kgl. Porcelainsfabrik bragte fra 1836 af hans Værker viden om i gode Biscuit-Gen-

givelser. Men bortset derfra kom det ikke til nogen virkelig Formæling, endsige

noget lykkeligt Ægteskab, mellem selve Porcelainet og Antiken: de passer nu en

Gang ikke sammen!

Overhovedet var med Bococoen den kongelige Fabriks »egentlige Guldalder«

forbi. »Da Frederik VI. døde«, skriver Berg'søe ganske pudsigt, »var allerede noget

af Forgyldningen b o r t e

men Katastrofen af Otte og Fyrre blev dens Dødsstød

— hvad forstaar ogsaa Bønder sig paa Assietter til Agurkesalat«.

»Dog — det stod skrevet i Skæbnens Bog, at den ikke skulde falde ved første

Hug. »Den holder sgu nok, den er kongelig«,

plejede den gamle Rasmus Portner at sige

under Rigsdagens Debatter, og den holdt, thi

den var nu bleven en parlamentarisk Fjer

bold. Fra Folkethinget kastedes den ind i Lands-

thinget, fra første Behandling fløj den til an

den, fra det Særlige over i det Fælles — »den

er jo ogsaa bygget for Holstenernes Penge«,

sagde Rasmus. Selv da en ivrig DeputeMUSCHELMALET PORCELAIN