15 / 372
10
maatte øve selvstændig Virksomhed, uden at være Medlem af det til
hans Fag hørende Lav. Da denne Bestemmelse dog syntes ret nem
at komme ud over, laa Tyngdepunktet i andre Bestemmelser, der
stillede store Fordringer til den lavssøgende og derved i betydelig
Grad vanskeliggjorde ham Adgangen. Tid efter anden, da der op
stod Haandværk, søgte ogsaa disse at faa Lav for deres Næring, og
Drivfjederen var bestandig den samme: det økonomiske Moment, det,
der oprindelig dannede Skellet mellem Gilder og Lav. Som en Over
levering fra Gildeskraaerne gled det filantropiske Moment at pleje de
syge, støtte de trængende og begrave de døde over i Lavsskraaerne,
tilligemed i Begyndelsen det religiøse Moment, der holdt sig deri
indtil noget efter Reformationens Indførelse. Gilder og Lav havde
altsaa disse to Momenter fælles; men medens det sidstnævnte, det
religiøse, snart bortdøde, har det første holdt sig ned til vore Dage,
hvor det, mere friskt og omfattende end nogen Sinde, udgør den Basis
hvorpaa alle Haandværkerlav- og Foreninger, der ikke er blot faglig
sociale, efter Lavsvæsenets Ophævelse hviler. De øvrige Bestemmelser
i Lavsskraaerne omhandlede Svende- og Lærlingeforhold, visse Lavs
skikke, Ordenens Overholdelse o. m. a.
Hvad nu Barberlavene og deres Skraaer angaar, da afviger disse
i en Retning væsentlig fra Flertallet af andre Lavs Skraaer.
Disse satte i Reglen ingen bestemt Grænse for Tilgangen af de
lavssøgende, udover de Hindringer, som Skraaernes øvrige Bestem
melser kunne afgive, anderledes derimod med Barberskraaerne. Da
Kong Hans saaledes i Februar 1506 udstedte en Skraa for Barbe
rerne i Kjøbenhavn, gav han dermed Eneretten til 6 Barberer »og
ikke flere« paa at udøve Barberegerning her i Byen. Ligesaa 1515,
da Magistraten i Flensborg fastsatte Antallet til 4 Barberer dér, 1544,
da Magistraten i Odense fastslog det samme Antal og saa fremdeles
for alle de andre Barberlav. Lav af denne Beskaffenhed kaldtes for
»sluttede« Lav. At et Lav var »sluttet«, var en Hindring mere for
at blive optaget i det, og naar den Beskyttelse, som et Lav i Al
mindelighed ydede sine Medlemmer, skulde, og tilsyneladende ogsaa
kunde, opfattes som et Gode for disse, blev »Sluttetheden« ube
tinget en Begunstigelse og et Plus yderlig til de øvrige Forrettig
heder. Man finder maaske ikke let nogen paaviselig Grund til, hvorfor
nogle og ikke alle Lav oprettedes som »sluttede«, og det gælder op
rindelig Barberlavet som de andre Lav, medmindre for Barberlavet
den Omstændighed allerede da skulde have gjort sig gældende, som