BarbervæsenetDanmark

284

paa en af Kjøbenhavns finere Stuer, og en ret almindelig Ængstelse

greb Barberpublikummet, saaledes at mange enten tog fat paa at

barbere sig selv eller lod Skægget staa. Situationen saa i Øjeblikket

ikke munter ud for Barbererne i Almindelighed og navnlig ikke

for Ejeren af den paagældende Stue, hvor Tilfældene mentes at være

opstaaet. Hans Forretning blev tildels ødelagt.

Sagen havde dog i Virkeligheden kun ringe Betydning, om end

Sygdommen, og navnlig den anvendte Behandling af den, kunde være

højst ubehagelig. Men Tilfældene var i et hvert Fald kun faa og

Smittefaren kun ringe og med deres Forløb var ogsaa omtrent det

hele forbi — antagelig for Tid og Evighed. Ængstelsen holdt sig

imidlertid og foranledigede Barberforeningen til at indgaa med en

Skrivelse til Sundhedskollegiet med Anmodning om, at faa en bero

ligende Erklæring angaaende Skægsygen. Pudsigt er det med denne

Sygdom, der med Urette synes at bære Betegnelsen Pest, at skønt

den faar Skyld for bestandig at eksistere blandt os, saa er det vist

nok kun meget faa Barberer, som har set Tilfælde af Skægpest, hvis

der nu overhovedet findes nogen, selv blandt de ældre og ældste.

Aarsagen til dens Opkomst angives forskellig. Nogle mener, at den

stammer fra Brugen af Barberpensel, andre fra den fælles Benyttelse

af Pudderkvasten. Den satte i al Fald det Spor, at den sidste med

Rette, set fra et almindeligt Properheds Standpunkt, næsten er fuld

stændig banlyst.

Efter at det i 1873 var bleven vedtaget, at der for Foreningens

Regning skulde udgives en trykt Lærebog for Barberlærlinge, blev

det i 1875 besluttet, at antage en Læge til at eksaminere Lærlingene

ved de halvaarlige Svendeprøver og i 1888, at Adgangen til Svende

prøven kun kunde tilstedes Lærlinge, der havde staaet i Lære hos

et af Foreningens Medlemmer.

I 1875 indkom der en Anmodning fra Haandværkerforeningen

til Barberforeningen om at denne, i Lighed med andre Lav og For

eninger, vilde udnævne et Medlem som Repræsentant til at indtræde

i Haandværkerforeningens Repræsentantskab.

Den daværende Formand

A. L. Zieseberg

valgtes enstemmigt og

efterfulgtes ved sin Afgang af

H. L. Voigt.

1905 valgtes L.

Wiegandt

til Delegeret.

I Forbindelse hermed skal nævnes, at det i 1878 vedtoges at

yde Repræsentantskabet et aarligt Bidrag af 6 Kr. Et Forslag fra

Bestyrelsen, om at Rejseunderstøttelsen til fremmede Svende, hvilken