317 / 372
290
Det var Paragraf 4, der havde følgende Ordlyd:
»Enhver Barberstue i København skal være forsynet med et
Skilt, og i enhver saadan skal altid findes ophængt en Fortegnelse
over samtlige Stadens Læger, med Vedføjelse af deres Bopæle samt
Tiden, paa hvilken de daglig ere at træffe. Disse Fortegnelser skal
Stadslægen lade affatte og omdele to Gange aarlig.
Paa enhver Barberstue i København skulle Personer, der paa
Gaden ere komne til Skade eller pludselig bievne angrebne af Sygdom,
modtages, og Barberen skal være pligtig til at yde dem, hvad foreløbig
og øjeblikkelig Hjælp, han agter fornøden og trøster sig til at yde.
Ønsker tilskadekomne eller syge sig henbragt til et Hospital eller
en Læge kaldt, eller maa Barberen selv, naar de ere ude af Stand
til at dømme om deres Tilstand, kunne skønne, at dette er ønskeligt
og nødvendigt, saa skal han være forpligtet til ufortøvet at besørge
det udført, og i Tilfælde af Forsømmelse være ifalden en Bøde fra
1 til 20 Rdl. til Politikassen.«
Lovgivernes Tanke med denne Paragraf var aabenbart den i
Nødsfald at skaffe de tilskadekomne og syge Tag over Hovedet med
den ikke helt udelukkede Mulighed for Øje, at i al Fald Mesteren,
der jo skulde have taget den før Lavets Ophævelse forordnede kirur
giske Svendeeksamen, kunde yde dem nogen foreløbig Hjælp.
Men — som Paragrafen saadan
ret
parantetisk kom til atstaa
i Loven, uden at være underbygget af nogen Fordring om, at Fri-
mesternes Svende og Lærlinge var forpligtet til at erhverve sig de
fornødne kirurgiske Kundskaber, uden at der var eller blev givet
disse Lejlighed til, tvungent eller frivilligt, at kunne erhverve sig
slige Kundskaber og endelig, uden at der ved Paragrafen blev lagt
noget Baand paa Næringen, hvorved ukyndig Tilgang til denne
holdtes borte, saa blev den i fuldkommen Strid med al sund Sans
og Mening.
Muligt nok var det et vanskeligt Punkt at komme ud over.
Om en saadan Bestemmelse skulde have haft nogen Art, maatte den
have været af begrænset Varighed og gyldig nærmest kun for de da
værende Mestere, hos hvem det kunde formodes, at de dog havde
nogle anatomiske og kirurgiske Forudsætninger.
At overføre Forpligtelsen og Retten til at behandle saarede og
syge til Barbersvendene og de vordende Mestere og til enhver som
helst, der fandt sin Regning ved at løse Borgerskab som Barber, var
ud i det blaa og aldeles uforsvarlig.