BarbervæsenetDanmark

295

videre til Politidirektør og Stadslæge. Disse to Autoriteter fraraadede

imidlertid at efterkomme dette og hertil sluttede Magistraten sig.

Alle tre Faktorer, dog navnlig den sidste angav som Grund, at Bar-

berstuerne benyttedes i stort Omfang af tilskadekomne og syge,

hvorfor den mente det uheldigt at ophæve dette Forhold. Sundheds

kollegiet, der ogsaa maa være afhørt, gjorde ingen Modstand, skønt

det fandt, at den paagældende Ordning hverken var hensigtsmæssig

eller tidssvarende, men Kollegiet vilde dog overtor de afgivne Erklæ

ringer ikke benægte, at der kunde være Grund til foreløbig ikke at

søge Bestemmelsen ophævet, idet der dog burde gives Barbererne

Adgang til Undervisning i Nødhjælp.

Herefter hvilede Sagen tilsyneladende nu i en halv Snes Aar,

uden at der skete nogen Forandring i Tingene. Saa tog Lægerne

selv fat og med et endeligt godt Resultat. Et Repræsentantmøde i

Lægeforeningen for Kjøbenhavn og Omegn vedtog 19. Feb. 1898 at

nedsætte et Udvalg til at overveje, om der burde gøres noget for at

regulere Barberernes Ret til Nødhjælp. Udvalget, der bestod af Læ

gerne V.

Ryder, F. Biering

og C.

Th. Restorff,

afgav Maj s. A. en Be

tænkning, hvori dette efter en længere Udvikling foreslaar Lægefor

eningen ved Henvendelse til Regeringen, in casu Indenrigsministeriet,

at søge opnaaet en Ændring i Loven ang. Barbernæring o. s. v. af

30. Jan. 1861, saalydende:

Paragraf 4 i Lov ang. Barbernæringen samt om Adgang til at

aarelade og kopsætte af 30. Jan. 1861 udgaar i sin Helhed, i dens

Sted indsættes en ny § 4 saalydende:

»Den Barberer i København tidligere paahvilende Pligt og Ret

til at yde Lægehjælp til tilskadekomne og ved pludselig opstaaede

Sygdomstilfælde bortfalder. I Overtrædelsestilfælde ifalder vedkom

mende Straf efter Forordn, af 5. Sept. 1794 § 5 og Lov af 3. Marts

1854«: (Kvaksalverlov og Ændring til samme).

Paa Udvalgets Spørgsmaal, hvad Barbererne vilde sige til en

saadan Forandring, erklærede

H. Voigt

L. Wiegandt

, den sidste

skriftlig, »at det har været et længe næret Ønske hos Barbererne at

blive fritaget for den ved § 4 paalagte Pligt. Dels vil det som Regel

være til Skade for deres andre Forretninger enten at skulde mod

tage de tilskadekomne i selve deres Lokaler eller ogsaa øjeblikkelig

forlade deres Kunder, som de skulde betjene for at følge det Bud,

der kaldte dem ud, og dels formener Barbererne, at de i de fleste

Tilfælde ikke kan udføre en Forbinding efter Nutidens Fordringer